Det er ret afgørende for en thriller eller en kriminalhistorie, at de onde og de gode er tegnet tydeligt op. Ikke mindst skal ondskaben helst fremtræde med en vis dæmonisk pondus; en god skurk er en afgørende forudsætning. Ingen gider en veg type med pandehår og moderate moderbindinger.
Nej, det flamboyante er så absolut at foretrække. Og det er lidt et problem i ’Bedrag’. For det er mest den egentlige skurks håndlanger, der for alvor er en værre bøhmand, og her taler vi om den onde svensker, som efterhånden er ved at komme til hægterne efter sit hjerteinfarkt. Med akkurat det samme menighedsrådsformandsskæg og stålsatte skruppelløshed som Waage Sandørs Djøf-skurk, Christensen, er han tydeligvis en symbolsk spejling af finansmagtens forlængede ondskab: Han affyrer de kugler, der støbes i bestyrelseslokalernes bløde designermøbler.
