På et tidspunkt, hen ad ved 17-17.15-tiden, netop som gassen er ved at boble af citrusvanden, og vi forbereder os på at tage slukøret tilbage til København med budskabet: Ikke alene taler Lars von Trier ikke, han taler slet ikke – netop da kommer han ind i lokalet, bleg, men fattet.
Det var for meget sagt, at citrussen simrer lystigt nu, for der er stadig det uafklarede: Okay, han er i live, han står her, fordi han vil sælge sin kommende film, men vel også, fordi han vil sige noget – men vil det give mening? Og hvilken slags mening? Mening som i »Jeg er nazist – jeg er jøde, og jeg hader Susanne Bier«, eller mening som i »Det sværeste ved at lave ’Manderlay’ var at filme sorte mennesker på sort baggrund«, fordi hans drama om plantageejere og sorte slaver var optaget på en sort kridttavle? Begge dele citeret efter hukommelsen.
Alt hele dagen har været en nedtælling til mødet med Trier. Fromme håb veksler med karsk kynisme. Hvis han ikke viser sig overhovedet, hvilket i visse stunder forekommer totalt tænkeligt, har vi så spildt tiden? Kan man kompensere med historierne rundt om ham? Hvis han kommer, vil han så være et antiklimaks? Hvis han gemmer sig i sin trailer, vil det så bare bidrage frugtbart til den voksende myte om ham?
Vi er i Bengtfos, en lillebitte by et par timer nordvest for Göteborg. Sneen ankom for en uge siden som på kommando til allerallersidst i en grøn vinter, for Lars von Trier havde drømt om at filme de første scener i sne. I næste uge ønsker han regn, og gæt, hvad vejrudsigten lyder på: regn! Lidt held har man lov at ha’.
