I det psykiatriske hospitals tusmørke lister en kolossal mand ud af sin hvide tremmeseng og hen til den liggende Randle McMurphy. Hans store hånd løfter nænsomt McMurphys hoved op og vender og drejer det, så to skrå ar anes på hver side af hans pande. Det hvide snit har vendt det hvide ud af øjnene og lukket munden på den ellers så højtråbende systemrevser.
Forsigtigt lægger manden McMurphy ned igen, placerer en pude over hans ansigt, og holder den fast der, indtil ikke kun bevidstheden, men også kroppen bliver livløs.
Scenen fra Milos Formans femdobbelte oscarvinder ’Gøgereden’ fra 1975 med Jack Nicholson i hovedrollen er nok den mest ikoniske i psykiatriens filmhistorie. Men filmmediets interesse for psykiatri og psykens vildveje begynder et helt andet sted, nemlig med en stumfilmskomedie i 1904. I den godt 4 minutter lange ’The Escaped Lunatic’ tror en gal mand, at han er selveste kejser Napoleon. Derfor stikker han af fra sindssygehospitalet.
Nu – 113 år efter – er interessen for film om psykisk lidelse intakt. I dag har italienske Paolo Virzis ’Springtur i Toscana’ premiere, om to kvinder, der ligesom hovedpersonen i ’The Escaped Lunatic’ stikker af fra et psykiatrisk bosted. I filmen følger vi venskabet mellem de to mentalt forstyrrede kvinder, mens de er på flugt. På overfladen handler begge film altså om psykisk syge mennesker, der foretager sig skøre ting og får publikum til at klukke af latter. Men meget har ændret sig siden 1904.
