Man kan umiddelbart godt forstå nysgerrigheden og trangen til at afdække, om det nu også er sandt, det med Ida Grøns farfar og hans mulige rolle som leder af et dybt hemmeligt stay behind-neværk i Danmark. For hvis det er sandt, er manden jo en helt anden end den fredelige historiefortællende tandlæge, og det vil man som pårørende naturligvis gerne have rede på.
Den del af historien fungerer imidlertid ikke optimalt i filmen, fordi farfaren hele tiden undviger og henviser til svigtende hukommelse, når der for alvor tales forretninger. Han sidder og smiler sådan et elskeligt smil, som kun en meget gammel mand kan præstere, og går barnebarnet ham på klingen, affærdiger han hende venligt med: »Der har jeg vist bundet dig en historie på ærmet«, og når hun undskylder for, at de sådan er efter ham, siger han mildt, at det skam ingenting gør; han tager dem det ikke ilde op.
