Uden egentligt plot og med kameraet som fintfølende observatør – i et komplet stillestående landsbyliv fjernt fra Afghanistans krig – opleves dette kønne, men helt uvante filmsprog nærmest som dokumentarisk, om end med en undertone af drama.
De mellemstore drenge og piger er omhyggeligt opdelt efter køn, mens de vogter får på bjerget og drømmer om fremtiden, pigerne med græsstrå-’cigaretter’ og tøsesladder, drengene med træning i slyngekast og slåskamp.
Begge køn ligesom de voksne fastklemt af reelle farer såvel som social kontrol: Bjergenes faktiske ulve modsvares af sagn om en (var-)ulvinde på to ben, anskueliggjort i et nattemørke, der smitter af på dagslysdokumentarismen.
En dreng og en pige, begge outsidere i denne ludfattige nutidspastorale, kontakter hinanden og risikerer udstødelse, men før det udvikler sig, nærmer den ydre verdens kampgny sig i filmens abrupte slutning.
Hvad så? Ingen anelse, men måske efter de bebudede næste 4(!) film? Narrativt set om ikke en ørken-, så dog en bjergvandring; filmpolitisk fortjenstfulde og visuelt betagende glimt fra Afghanistans første kvindelige instruktør. Især: besynderligt.
fortsæt med at læse
