Lyt til artiklen
Da The Thrasmens ’Surfin’ Bird’ skubber Massimo ud i gakket dans, er det ikke bare et frigørelsens øjeblik for den midaldrende knudemand, som har levet et indesluttet liv, siden hans mor døde døde pludseligt, da han var ni år.
Det ramte også mig som en frigørelse efter en time og tre kvarter, men det skyldtes The Trashmens rablende energi og ikke instruktør Marco Bellocchios fortælling om Massimos livslange tristesse, som aldrig forplantede sig i mig. Og de mange flashbacks til hans barndom får heller ikke etableret karakteren, så man sørger med ham.
