Femte juni har HBO-serien ’Fear The Walking Dead’ premiere på sin tredje sæson. Serien er et såkaldt spinoff af den populære serie ’The Walking Dead’, dvs. en slet skjult måde at tjene endnu flere penge på uden at skulle til at besvære sig med at få nye ideer.
Med moderseriens indtil videre syv sæsoner er vi altså oppe på ti sæsoner af denne fladpandede, vederstyggelige, blod-, indvolds- og hjernemasseindsmurte massakre, som jeg ligesom flere af mine venner og bekendte, der ellers regner sig selv for nogenlunde velmenende og afbalancerede mennesker, har set en hel del af – og det til tider med en vis fryd.
Og det selv om jeg er bevidst om, at det fuldstændig helt og aldeles uden skyggen af tvivl kun kan medvirke til at gøre mig til et dårligere menneske. Seriens mest slående karakteristika er således at tale til de absolut laveste instinkter. For at sige det, som det er, viser det sig hurtigt at være op ad bakke at insistere på en konstruktiv dialog med de dårligt klædte menneskeædere og for den sags skyld også med de tilbageværende medmennesker.
Vejen frem er derfor en rimelig vedholdende accept af et mindset om at dræbe eller blive spist samt af, at vi kun kan stole på os selv og eventuelt en lille bitte gruppe mennesker omkring os. Skal vi udlægge seriens betydning eller relevans i en sådan mere nutidig samfundsmæssig kontekst (hvilket helt klart er på mode) og dermed forsøge at stable en vakkelvorn undskyldning for førnævnte fryd på benene, kan vi jo sige, at denne tankegang for nylig er flyttet ind i selveste Det Hvide Hus.
