Forskellene er primært kulturelle. Eksempelvis er der en kultur, der siger, at budgetterne er meget store på en fiktionsfilm og meget små på dokumentarer«, lyder instruktøren Max Kestners indledende svar, når man spørger ham, hvad forskellen på at lave dokumentar og fiktion er.
Hans kollega Christina Rosendahl hæfter sig umiddelbart ved, at hun som instruktør kommer tættere på sit materiale, når hun laver dokumentar. Mens forskellen for instruktøren James Marsh er størst i researchfasen.
De tre instruktører er nogle af dem, der veksler mellem at lave spille- og dokumentarfilm. Det har James Marsh og Christina Rosendahl gjort i en årrække, og Max Kestner er snart aktuel med sin første spillefilm, ’Qeda’, der har Carsten Bjørnlund og Sofia Helin i hovedrollerne og er et science fiction-drama om en økologisk katastrofe i 2095.
»I bund og grund består alle film jo af lys, billeder, bevægelser og tid, der løber. På den måde er der ikke en væsensforskel mellem spillefilm og dokumentar. Der er så alligevel en række forskelle, men mange af dem er kulturelle. Det er beslutninger, der ikke har noget med filmen at gøre. For eksempel er der en kultur, der siger, at inden for fiktion arbejder man med et stort hold og derfor i en koncentreret periode, mens man med dokumentar arbejder med et lille hold, og derfor kan man lettere strække perioden«, siger Max Kestner.
