Jeg har lige siddet på et rødt plyssæde og set Erik Clausen dø. Han lå i en hospitalsseng og åndede ud med en lang hvæsende lyd. Det var sådan, jeg så min egen mor forlade verden for en del år siden. Med den samme lyd. Som om hun punkterede. Og væk var hun så, ligesom Clausen. Eller Thorvald, som han hedder i filmen.
Erik Clausen har selv svært ved at se den scene, indrømmer han nu, hvor vi sidder og får en cognac i hans filmselskab. Vi sidder ude i det rummelige køkken. Det er aften, og her er ingen andre end os. Endevæggen er fyldt med trofæer. Hans italienske racercykel står og hviler sig op ad et bord.
»Jeg kan godt love dig, at skulle ligge i den seng og instruere. Og rende rundt i den natskjorte. Og så lige pludselig skulle dø. Den der lange dødsrallen ... hhuuuuueeehhh ... Det var ubehageligt, det var det ...«.
Men det er sandelig en god cognac. Han har fået den af danseikonet Britt Bendixen, som spiller Thorvalds bitre ekskone i den film, der er anledning til, at vi er i gang med dette interview. ’Aldrig mere i morgen’, hedder den.
