»Hun er en pestilens. Hun fatter intet« , siger 11-årige Javed fra Bangladesh om sin mor til sin ven Shahidul under en samtale om livet og fremtiden en dag på stranden.
Noget lignende ville mange danske børn måske også finde på at sige om deres mor. Men de ville ikke udtale sig på den baggrund, Javed har.
Javed er et af de fem børn, som den danske instruktør og fotograf Jens Pedersen portrætterer i fem dokumentarfilm, der vises på DR Ultra og har fællestitlen ’Børnene på Silkevejen’. Hver søndag vises en af de tyve minutter lange film for børn og unge på DR-kanalen.
I aftes mødte seerne Javed, som gik ud af skolen allerede i 2. klasse, fordi lærerne slog, og som også fik skældud og bank af sin mor og allerede er flyttet hjemmefra.
Nu bor han på stranden, hvor han sammen med Shahidul og andre børn forsøger at tjene penge ved at give turister massage og sælge dem halskæder af muslingeskaller.
Javed forsørger sig selv og håber at tjene nok til at kunne forfølge sin drøm om at blive en af strandens bedste surfere. Forretningen skranter dog, og drømmen om at surfe går det heller ikke for godt med. Lederen af surferklubben vil nemlig ikke lade Javed deltage, medmindre drengen begynder i skole igen. Det tvinger Javed til at tænke sig om og overveje sin fremtid.
Med filmen om viljestærke Javed og portrætterne af de fire øvrige børn i ’Børnene på Silkevejen’ gør Jens Pedersen noget af det samme fine, som han for tre år siden gjorde i børnedokumentarserien ’Tro Håb Afghanistan’, der blandt andet modtog en dokumentarpris på børnefilmsfestivalen Buster.
Han skaber stemning af følelsesmæssig nærhed, fortrolighed og genkendelighed mellem det portrætterede barn og seerne. Dermed får man som seer nemt ved at forstå og interessere sig for børnene, der lever under markant anderledes og typisk materielt fattigere vilkår end danske børn.
DRs børnekanal portrætterer Afghanistans 'mælkebøttebørn'Surferen Javed på stranden i Bangladesh, hesteglade Daniar fra bjergene i Kirgisistan, barnebruden Poonam i landsbyen i Nepal og de andre børn i serien er fascinerende at lære at kende med deres unge klogskab, sorger, livsmod og inspirerende handlekraft. Uden at fremstille dem som superhelte fortæller Jens Pedersen om børn, der prøver at forbedre deres tilværelse og står forholdsvis alene med opgaven.
Hvad lyd og klipning angår, er ’Børnene på Silkevejen’ pænt ude af trit med tidens tempofyldte reportagestil, på en god måde. Med filmen om Javed som eksempel dvæles der ved drengens dialog med vennen Shahidul og ved hans besøg hos en frisør, fordi begge dele fortæller noget væsentligt om ham.
I det hele taget har ’Børnene på Silkevejen’ en gennemgående ro, der er usædvanlig for tv-dokumentarer og ikke gør portrætterne kedelige. Dertil er de enkelte historier for spektakulære.
fortsæt med at læse
