Det er grimt. Rigtig, rigtig grimt. Og som seer lades man tilbage med en styg smag i munden over såvel begivenhederne som sin egen reaktion på det skete. For selv om man til at begynde med deponerer sin sympati på den forurettedes side, manipuleres man dygtigt til at tvivle, og indimellem kan det nærmest ikke undgås, at empatipendulet svinger til den anden pol. Hvilket er decideret urart, når nu det drejer sig om noget af det mest modbydelige, et menneske kan gøre mod en medskabning.
Laura er skolelærer og en frisk af slagsen. Da en af hendes elever sidder med fingeren i vejret, og hun beder ham svare på det stillede spørgsmål, siger han kækt, at han bare pegede på en pære i loftet. Og det reagerer hun på ved at sige, at sådan peger man ikke, man gør det på en anden måde – og så giver hun ham fingeren. Hahahaha, griner klassen. Laura er i orden, hun er sjov og ung og pæn.
