Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Buster og Ramasjang ligner åbne forbundne kar på CPH PIX, hvor Rasmus Bjerg og andre licens-finansierede børnestjerner er på plakaten.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kommentar: Mens klovnerne danser, og folk dør af grin, har du tabt dit udsyn, Buster!

Børneafdelingen af CPH PIX har stort set mistet verden uden for Vesteuropa af syne og rettet ind efter dansk børne-tv’s succeser.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Buster hed et sundt og fornøjet væsen, der trivedes og voksede år for år og satte sig bedre og bedre ind i, hvad der skete ude i den store verden. Men da han var fyldt 15 år, begyndte det at gå den modsatte vej: Han skrumpede selv, og det samme gjorde hans ud- og indsigt.

Lyder det som indledningen til et halvtrist eventyr eller måske ligefrem en begrædelig børnefilm? Det er det egentlig også. Det er nemlig historien om den danske børnefilmfestival Buster, hvis vækst og udsyn til film for børn og unge fra alle verdensdele var så imponerende, at andre lande misundte os den.

Lyder det som indledningen til et halvtrist eventyr eller måske ligefrem en begrædelig børnefilm? Det er det egentlig også

Det behøver de andre lande ikke gøre mere.

Efter den 15. Buster festival i 2015 blev den nemlig lagt ind under CPH PIX. Antallet af film blev mindre allerede i 2016, og især blev Busters internationale horisont væsentligt indskrænket, så europæiske film allerede sidste år dominerede voldsomt. Og i år? Udelukkende film med hovedproducenter i Europa. Hvis vi altså lige ser bort fra to japanske animationsfilm, som man imidlertid heller ikke sådan kan se bort fra:

Et ’Ronja Røverdatter’-marathon på 10 timer med samtlige 26 nye tv-afsnit af Astrid Lindgrens bedste fortælling, omskabt til anime af Goro Miyazaki, søn af den gamle mester Hayao Miyazaki, er måske ikke en film i strikt forstand, men et scoop, dét er det. Suppleret med en landsturné med udvalgte afsnit af samme serie, plus animeklassikeren ’Lille Nemo’.

Når man dertil lægger nogle fine kortfilmprogrammer med både animation og ’kødfilm’, gensyn med tegnefilmklassikere af Flemming Quist Møller og Jannik Hastrup, gennemtænkte børnefilmlaboratorier om lyd, musik, ’selvanimation’ osv., og så endelig galla-snigpremierer på to søvngængersikre danske børnesucceser som animationsfilmen over Strids ’Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ og spillefilmen ’Sikke et cirkus’. . . ja, så er det bestemt heller ikke et ringe Buster-program i år.

En hul klang

Men derfor kan det jo godt alligevel være en skuffelse. Okay, der er film fra Holland, Belgien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Sverige og Norge, og så er Kroatien og fransktalende Canada lige med på coproduktioner. Men dét er jo ikke verden. Og de er altså ikke fra det ene år til det næste ophørt med at producere seværdige børnefilm i Rusland og det øvrige Østeuropa, i Australien og New Zealand, i Nord- og Sydamerika, i Mellemøsten eller i resten af Asien. (Ja, okay: Kina og USA er med på en britisk dokumentar fra Kina – om pandaer m.fl. dyr.)

Måske mener festivalfolkene virkelig, at årets »bedste filmoplevelser for børn og unge og barnlige sjæle« udelukkende kommer fra Vesteuropa

Måske mener festivalfolkene virkelig, at årets »bedste filmoplevelser for børn og unge og barnlige sjæle« udelukkende kommer fra Vesteuropa, men derfor klinger det ikke mindre hult, at børneprogrammet i samme åndedræt bryster sig af at have samlet »de nyeste film fra hele verden«. Kort kan det sammenfattes sådan: Buster har mistet filmudsigten til verden uden for EU & Omegn – og det har danske børn dermed også.

Er det ikke lidt ærgerligt, netop i disse år, hvor det går lige sådan med mange voksnes udsigt – og ikke kun på filmområdet? Nåja, men husk dog lige på, kan jeg lige høre dem sige på festivalkontoret, hvor meget børns øvrige medielandskab har ændret sig, siden Buster startede i år 2000! Sandt nok: Dengang var der ikke en hel børne- og ungekanal på DR, og da slet ikke to, og dengang kunne børn og unge ikke gå på YouTube eller selv downloade alverdens film fra andre onlineplatforme.

Hvad tv-kanalerne angår, har Buster draget en tvivlsom konsekvens: Ramasjang og Buster ligner nærmest åbne forbundne kar på årets program med Ramasjang-kendinge som ’Kiwi og Strit’, ’Kasper og Sofie’, ’Rita og Krokodille’ som selvstændige Buster-punkter, alt sammen kronet af førnævnte gallapremiere med Motor Mille, Rasmus Bjerg, Hr. Skæg og alle de andre licensfinansierede børnestjerner i filmen ’Sikke et cirkus’ – til lejligheden gennemskueligt omdøbt fra Cirkus Summarum til Cirkus Suverænum.

Og hvad angår børn og unges selvstændige download af ’alverdens’ film, tyder alle undersøgelser på, at deres søgning netop går efter det i forvejen velkendte, det vil sige film fra USA og (nogle få) fra Europa. Altså det samme mønster, som Ramasjang stort set allerede og nu åbenbart også Buster følger og forstærker.

Annonce

Børn må selv vælge

Konklusionen er, at i den offentligt finansierede danske tv- og filmverden synes vi nu engang, at børn og unge på filmområdet har bedst af at ’vælge selv’ frem for at blive oplyst og vejledt om det, de ikke kender – og derfor næppe vælger.

»Det hyler og tuder i det fjerne nu / Verden drøner hastigt videre«, sang vi ellers med Nanna allerede i dansk børnefilms guldalder, og verden er da ikke ligefrem gået i stå.

Men det er vores interesse for den: »klovnerne danser, og folk dør af grin / Og fuglene de kvidrer«.

Åh, Buster!

Læs mere:

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Køer på film:   Da Arne skyder koen i ’Blinkende lygter’, ved vi ikke, om vi skal grine eller græde

Essay:   Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm

Annonce

For abonnenter