Det er et lille halvt års tid, vi har talt ned. Allerede under filmfestivalen i Cannes i maj lød der frasagn om ’Mens vi lever’ af ... af hvem? Nogle unge danske indvandrerbrødre? Ikke fra Tinglev, men fra Helsinge-Tisvilde-kanten.
Jeg drak en kop kaffe omkring midnatstid med den ældste bror, Mehdi Avaz, i Cannes. Og blev helt stakåndet. Mens vi andre var ved at gå i dørken oven på alle dagens film og interviews – alternativt i druk som reaktion på samme, da sad 35-årige Mehdi der og smilede og udbredte sig, spidsformulerede lige et par mantraer fra sin gryende karriere og udstrålede i det hele taget et næsten upassende overskud.
I disse dage åbner ’Mens vi lever’ i 92 danske biografer, et uhørt højt antal for en debutfilm, altså virkelig.
Da jeg mødes med Mehdi Avaz på Islands Brygge i København, er der stadig tre dage til premieren, men for Mehdi er der ingen tvivl: Slaget er vundet. Han udstråler det gennem hver pore i kroppen.
