Karl Marx har jo ikke rigtig været hot stuff siden Murens fald, og da slet ikke i filmindustrien. Sært nok egentlig.

For når kurven for økonomisk ulighed stiger hastigt både her til lands og mellem nationerne; når kapitalismens indbyggede modsigelser truer demokrati og social retfærdighed som demonstreret i praksis af finanskrisen og analytisk af økonomer som Piketty; og når folkenes reaktioner på uretfærdigheden er religiøst formørket terror eller valg af populistiske rigmænd til regeringsledere i øst og vest ... ja, så kunne der da godt være billetsalg i film om en mand, der forudså mange af de ulykker allerede midt i 1800-tallet.

Men ’Den unge Karl Marx’ bliver nu nok heller intet tilløbsstykke, selv om den skildrer mødet mellem Marx og Engels og årene og diskussionerne op til tilblivelsen af Det Kommunistiske Manifest.

Trods glimrende indsats af ungdommelig ildhu under fattigdom, landflygtighed og familiær udstødelse kæmper August Diehl og Stefan Konarske i de to roller forgæves mod et teksttungt manus, der vil have alle den tidlige socialismes kirkefædre – Proudhon, Bakunin, Weitling m.fl. – på scenen, alle med velkendte citater på læben i filmens ellers charmerende miks af tysk, fransk og engelsk.

Så når Marx indser, at ’filosofferne hidtil kun har fortolket verden, ikke forandret den’, klinger det mere af grundskolingskursus end af ny erkendelse. Og Engels’ venlige råd om, at makkeren bør studere britiske økonomer som David Ricardo og Adam Smith hænger som fodnoter i luften, skønt begge unge mænd pulser løs på cigarerne for at få lidt liv i lektieterperiet.

Eventuelle nutidige associationer til problemstillingerne overdøves helt af filmens periodeskildring, det filmisk mest vellykkede ved den. Dobbeltmoralen i det humant reformistiske borgerskabs saloner stilles virkningsfuldt over for Dickens’ske dyk i proletariatets og industriarbejdernes elendige arbejds- og dagliglivsvilkår.

Og så må filmen blive et gedigent internationalt gennembrud for to yngre skuespillerinder: britiske Hannah Steele i rollen som Engels’ revolutionært gnistrende kæreste, Mary fra Tipperary, kun overgået af Vicky Krieps’ mesterligt nuancerige balance af lidenskab og værdighed som Marx’ kone, Jenny von Westphalen.

Sikken film, der kunne have fokuseret på mødet mellem de to kvinder!

fortsæt med at læse

Instruktør Raoul Peck:

»Med Marx og Baldwin er alt lagt på bordet. Efter du har set filmene, kan du ikke vende tilbage til dumheden«