'Lady Macbeth’ har trods titlen ikke direkte noget med Shakespeare at gøre, men bygger på en russisk roman af Nikolaj Leskov fra 1865.

Noget har den jo alligevel med Shakespeare at gøre, for ud over at hentyde til den gamle skjalds dramadronning var Leskovs ’Lady Macbeth fra Mtsensk Distriktet’ en indforstået Shakespeare-finte i forhold til Turgenevs fortælling ’Hamlet fra Sjtjigrovskij Distriktet’ fra 1859.

Men selvfølgelig havde Leskov også Shakespeares berømte borgfrue i tankerne. Leskov specialiserede sig i kvindeskikkelser, der slog sig i tøjret i forhold til datidens kønsroller, klasserelationer og moral. Lidt som Macbeths hustru, der havde ambitioner på sin mands vegne og den ubarmhjertige vilje til at føre dem ud i livet, når han tøvede.

Lady Macbeth fik blod på hænderne, og det går heller ikke stille af i fortællingen om den russiske ’Lady Macbeth’, der nu er kommet til Shakespeares hjemland. Den britiske teaterinstruktør og debuterende filminstruktør William Oldroyd har her skabt en film, som både er historisk drama og tidløs kvindekamp, som udvikler sig til noir i stivet skørt.

Der er faktisk mere ’Postbudet ringer altid to gange’ end ’Macbeth’ over historien om den unge Lady Katherine, der i giftermålet med den noget ældre herremand Alexander har fået en krank skæbne. Den sure stivstikker vil ikke røre sin yppige unge kone med en ildtang, og som tiden går, raser Alexanders endnu mere forfærdelige gamle far, Boris, over udebleven frugtsommelighed.

Lady Katherine er fra en fattig familie og købt og betalt. Snøret ind i snærende korset og konventioner henslæber hun en tilværelse så fri som en sommerfugl spiddet på en nål. Men dyppet i kloroform er hun ikke, så da den frække og flotte nye staldkarl Sebastian fyrer op under Katherines sorte tjenestepige, Anna, er det ikke mindst Katherine, der bliver fyr og flamme. Og som i enhver klassisk noir er det ikke sådan lige til at sætte proppen i flasken, når først naturen går over optugtelsen. Hvilket unge Florence Pugh får gestaltet aldeles overbevisende.

At skifte livegenskab ud med race i ’oversættelsen’ fra russisk til engelsk landadel er logisk. Livegen eller slave – det er småt med retssikkerheden for den sorte tjenestepige Anna. I sine udendørs sceneriers sanselige realisme kan ’Lady Macbeth’ minde om en mere billedskøn slægtning til Andrea Arnolds ’Wuthering Heights’, mens den i sine interiører elegant dyrker modstillingen mellem det opstillede portræt og det farlige roderi i sengetøjet.

Først er faren knyttet til vovelig frihed fra hjerteløs kvindeundertrykkelse, men med udskejelsen forsvinder det moralske overtag – lyder moralen. Forestillingen er ført billedskønt igennem, men havde været mere interessant, hvis ikke de to karikerede herremænd havde været renset for forsonende træk.

fortsæt med at læse

Anmeldelse:

Sofia Coppola lader to slags borgerkrig udspille sig i jomfruburet