I ’Flugten til Nice’ minder den lille dreng Jojo om de portrætter, mange danskere havde hængende i 1970’erne. Det var malerier af grædende børn, skabt af en italiensk maler under pseudonymet Giovanni Bragolin, som efter sigende skammede sig over serieproduktionen, men der var penge i det.
Herhjemme var det reproduktioner, der tilfredsstillede den store efterspørgsel, efterhånden som det folkelige Danmark lod sig manipulere af det sukkersentimentale motiv. Kultureliten fik kvalme. Det var dårlig smag, mente man, og endda en moralsk forbrydelse at hengive sig til biedermeiersk følelsesporno, mens verden var ramt af voldsomme kriser uden for parcellens skel.
Men folk ville smøres ind i følelser, og 70’erne var også det årti, da ’holocaust’ blev den populære betegnelse for nazisternes jødeforfølgelse, da den amerikanske tv-serie ’Holocaust’ tiltrak 220 millioner seere verden over. På den ene side var det en vigtig kulturbegivenhed, fordi serien var med til at opløse den sky af skam, der havde hængt over hovederne på de overlevende holocaustofre. Der var et element af oplysning og aftabuisering i seriens udbredelse.
På den anden side var serien også et udtryk for, at markedet begyndte at overtage historiefortællingen om holocaust, og her spillede Hollywood en hovedrolle. Efterhånden som holocaust med de klare kontraster mellem ondt og godt blev etableret i den kollektive bevidsthed, kunne man masseproducere dramaer uden dybdegående personfortællinger, uden komplekse plot og uden historiske nuancer.
Catherine Deneuve stråler bag botoxmasken i skitseagtig feel-good-filmTraumet blev erstattet af oplysning bøjet i neon, og i dag taler man ligefrem om en holocausttræthed. Man kan simpelthen få nok af at se jøder bliver dræbt i koncentrationslejre. Man kan ligefrem få holo-kvalme.
Holocaust er blevet kitsch, en retrovaluta i stil med den, der sætter auktionsprisen på Bragolins originalmalerier, som i dag kan sælges for tusinder af kroner. På Gul&Gratis kan man under hashtags som #retro og #patina finde reproduktioner til et par hundrede kroner.
Det billedskønne Frankrig trues
Kitsch er også, hvad der møder en i ’Flugten til Nice’. Den udnytter vores medvidenhed om et besat Frankrig og maler på den baggrund et portræt af et grædende barn. Lige ud ad landevejen, fra kollektiv bevidsthed til det rene kulturguf.
Forlægget er ellers Joseph Joffos selvbiografiske bog om de jødiske brødre Maurice og Joseph, som måtte flygte fra det tyskbesatte Paris til Nice, hvor de mere venligtsindede italienske soldater patruljerede i gaderne. Maurice og Joseph var de yngste af 4 sønner af Anna og Roman, som drev en frisørsalon, der sikrede mad på bordet og fremtidig karriere til hele den klippende familie.
Paris er skildret med al den charme, vi kender fra postkort og animationsfilm som ’Ratatouille’. Blanke brosten i regnvejr, fyldte trækasser uden for grønthandlen på gadehjørnet, der filmes oppefra, så man kan se gyderne sno sig ind i det middelalderlige Paris, der er så livligt og eventyrligt, modsat de brede boulevarder, som tyskerne kommer marcherende ad. Det er feelgood-formidling, der skal give os varmen, inden invasionen fra det onde Ordnung muss sein.
Selv turen fra Paris til Nice foregår i pittoresk fransk landskabsidyl, mens de to drenge traver rask af sted i de sydfranske bjergkæder. Og Nice, siden en lille alpelandsby i Haute-Savoie, er så gyldent filmet, at man er lige ved at trykke på Momondo-appen for at bestille en flyrejse, hvis det da ikke var for de satans tyskere, der trænger sig på alle vegne.
Der stiger sort røg fra det lokomotiv, der trækker togvognene og passagererne mod en uvis skæbne i Nice. Røgen er skæbnesvanger, fordi den minder os om koncentrationslejrenes krematorier, og den er også umiddelbart formørkende, når den blokerer for vores udsyn til den franske naturs tidløse skønhed. Efter befrielsen kører toget tilbage til Paris, og her blander lokomotivets rene damp sig naturligt med landskabet, som var det hvide skyer.
Inden da skal drengene en del igennem. Efter anholdelsen af Mussolini kaldes de italienske soldater hjem fra Nice, og nazisterne overtager kontrollen med ’den frie zone’. Så de må lyve sig i sikkerhed under andre identiteter. Men lige meget hvor de flygter hen, er der så smukt, og lige meget hvem de påstår at være, ser de så søde ud.
Filmens underplot er forholdet mellem brødrene i en coming of age-film, hvor de forvandler sig fra uskyldige børn til mere kyniske overlevelseseksperter. Men man bliver lige så berørt af deres udvikling, som man føler med Bragolins grædende børn. Man får holo-kvalme, fordi den styrende hånd, instruktøren, kvæler dramaet med klistrende sentimentalitet og kitschet overfortællende formsprog.
'Brylluppet' er en fordomsfri og klog film om integration og kønsrollerNår for eksempel drengene skændes i skolegården, er der ikke en eneste troværdig replik. Man kan kun høre den voksnes banale refleksioner lagt i munden på et smukt lille fjæs:
Det er første skoledag efter indførelsen af kravet til jøder om at bære en gul davidsstjerne på jakken. Jojo bliver kaldt jøde af en anden elev og svarer: »Hvad ændrer det?«. »Alt!«, råber en dreng på omkring 6 år. Og da Jojo bliver kaldt »Jødetud«, svarer han mærkværdigt reflekteret, i forhold til hvor rasende han er: »Er det ikke den samme næse som i går?«. Helt galt går det, da Jojos storebror blander sig for at forhindre en slåskamp: »Jeg foretrækker en god debat!«, siger han, inden den anden leverer det første slag, og konflikten udarter til slagsmål.
Der findes kun ædle jøder
Jojo er en følsom fyr. Som lille skrev han kærlighedsdigte, fortæller hans mor, inden hun spiller en jødisk melodi på sin nye violin, som familien har givet hende i fødselsdagsgave. »Det er ikke en gave til dig«, siger Jojo: »Det er en gave til mig«. Han har nemlig savnet at høre hende spille. Her har vi at gøre med en stereotyp fremstilling af den jødiske familie som medlemmer af en kulturel klasse. Violiner, digte og stolt håndværk.
Hvad med periodens uprivilegerede jøder? Dem, der ikke havde kulturelt overskud og mod til at ranke ryggen? Dem, der stak hinanden i ghettoen, dem, der blev kapoer i kz-lejrene, eller dem, der døde som anonyme numre i det strukturelle massemord. De er blevet skildret i bedre film, som for eksempel Roman Polanskis ’Pianisten’, der nok handler om en kunstner, men også går tæt på det almindelige jødiske menneske og dermed forstørrer tragedien for os.
I ’Flugten til Nice’ er alle jøder ædle. Ingen stikker hinanden. Alle stråler af kulturelt eller lærd overskud. Det gør det nemlig nemmere at tegne kontrasten til den dumme tyske folkebevægelse og dens blinde marionetter, så vi rigtig kan mærke ondskaben som noget fra underverdenen, der truer det skønne og det gode. Problemet er bare, at det mærker vi ikke. Vi mærker en holo-kvalme komme krybende.
fortsæt med at læse
