Hele Marvels omfattende univers af diverse mere eller mindre bizarre skabninger har en fælles kerne: at aktørerne føler sig anderledes i forhold til omgivelserne og må trækkes med frygtelige modstandere. Hvilket i og for sig ikke er synderligt mærkværdigt, al den stund tegneserier i sin tid primært henvendte sig til teenagers, og i denne hårde overgangsfase mellem barndommen og den tidlige ungdoms voksenliv er man lidt en freak, fysisk såvel som fysisk, fordi man er under ombygning og hormonerne dunker rundt i kroppen. Man føler sig i opposition til det meste, men først og fremmest lider man under det tab af uskyld, den voksende bevidsthed om verden fører med sig.

Og det er akkurat omdrejningspunktet i den smågeniale filmatisering af Brian K. Vaughan og Adrian Alphonas tegneserie om en gruppe teenagere, der – efter en traumatisk begivenhed og en pause i deres samvær – i fællig erfarer, at deres forældre har gang i noget, som ikke er i orden. Hvilket selvsagt bringer dem tættere sammen, men også på kant med verden i almindelighed og forældrene i særdeleshed.