27 er alderen, hvor de unge rockstjerner brænder ud. Fra Jimi Henrdrix, Jim Morrison og Janis Joplin til Kurt Cobain og Amy Winehouse. I Danmark blev det en digter og ikke en rockmusiker, der døde som 27-årig og er kommet til at stå fastfrosset som evigung.
Michael Strunges medlemskab af Klub 27 er symbolsk for en kort periode, hvor det mindst lige så meget var digterne som rockmusikerne, der var de unge vilde. Logisk nok, i betragtning af at rockmusikken og lyrikken i de år drak af samme kilder. Strunge var digter, og han var fan. Al den kamæleontiske umage, han gjorde sig for at efterligne Rimbaud og forvandle sig til en David Bowie-citatmosaik i ord og udseende.
Da Michael Strunge døde, blev han for altid Unge Strunge. Nærmest den danske James Dean. Men det handler om andet og mere end kulturmytologi. Fordi Michael Strunge stadig i ekstrem grad skrev som en ung digter, da han døde, er han blevet stående som den stemme, der taler direkte og brændbart til nye generationer af unge, når de oplever følelsen af at være udsat og hudløs, af at mærke tilværelsens kulde og ensomhed pifte om de nødtørftigt tildækkede blod- og nervebaner. Det og så selvfølgelig den detalje, at digterens generationsfæller i rollen som gymnasielærere har gjort Strunge til fast pensum.
Strunge forbliver i ungdoms øjenhøjde med sit elektrisk-nervøse sprog. Hvordan ville han have udviklet sig? Ville han være i stand til at vokse fra sine ungdommelige fascinationer og blive ældre som digter? Hans sidste bog, ’Verdenssøn’, og det tidligere digt ’Krystalskibet’, som læses op i Torben Skjødt Jensens dokumentarfilm ’Væbnet med ord & vinger’, kunne pege i den retning. Men vi får det aldrig at vide.
