Hvor er verden dog et vildt sted, og tænk, så mange forskellige verdener den rummer i sig.

Det er lige før, det svimler, når man pløjer sig vej igennem programavisen fra CPH:DOX. Så mange forskellige veje man kan gå, og kun fantasien og virkeligheden sætter grænser for, hvor man kan ende henne.

Denne uendeligt spraglede virkelighed er dokumentarfilmens helt store trumfkort. Det kan godt være, at spillefilmen har de langt største tilskuertal, men det sker på bekostning af fortællemæssig biodiversitet.

I en spillefilm er der så mange hensyn at tage. Så store omkostninger og så faste fortællemodeller, at det kun er en brøkdel af de mulige og ikke mindst umulige historier, der har reel mulighed for at materialisere sig.

Set med den optik er dokumentarfilmen et temmelig meget vildere og mere vanvittigt sted at opholde sig. På godt og ondt. Verdens voldsomme galskab slipper mere ufiltreret igennem. Her står ingen berømt hollywoodskuespiller som gatekeeper ind til tragedierne. Til gengæld kan man møde et finsk punkband med kollektivt Down’s syndrom.

Man kan man gå ind og se stærke rapporter fra alverdens brændpunkter og bagefter filmen om primatologen Jane Goodall, der først udvidede vores blik på verden ved at vise chimpanser som primater, der var lige så ømme og sociale som mennesker – og bagefter opdagede, at de i deres brutale behandling af artsfæller ej heller lod menneskeracen noget efter. Lys og mørke er en del af naturen. Med og uden mennesker.

»Dokumentarfilm handler ikke kun om at se på verden. De handler også om at tage del i den«, står der i festivalens programtekst, og det er jo næsten som at blive budt velkommen til en Imax-film, hvor man ikke kun skal se en film, men blive en del af den.

Problemer er der nok af i verden

Det er selvfølgelig noget lidt andet, festivaldirektør Tine Fischer og hendes hold har i tankerne. CPH:DOX har igennem de senere år dyrket en stadig mere aktivistisk profil, hvor man næsten kunne få indtryk af, at festivalen ikke bare dyrkede en modkultur, men så sig selv som en globalt orienteret opposition i en kulturpolitisk tandløs tid.

Festivalen fastholder en skarp kant, men det er, som om aktivismen er tonet lidt ned i et mere vidtfavnende program. De politisk relevante og politiserende film er der i høj grad, men uden risiko for at aktivismen skal overdøve fantasien og det vide udsyn. Faktisk er udsynet så vidt, at man hurtigt kan føle sig helt skeløjet, hvis man vil overskue det!

Fra virtual reality til flygtninge i Berlin, indlevet dyrepsykologi i Wyoming og den mest badass kvinde i Kabul. Blink et par gange med øjnene, og man er kommet verden rundt og har hilst på de første af mange påtrængende problematikker.

For problemer er der nok af i denne verden. Dokumentarfilm har altid været god til at vise dem frem, men dokumentarfilmen har det seneste årti oplevet en eksplosiv udvikling i antallet af nye måder at betragte og anskue problemerne på.

De mange forskellige blikke er i sig selv håbefulde om end langtfra allesammen uproblematiske. Den ofte tarvelige realitydokumentars fremmarch på tv-skærmene er en håndfast dekadence, men heldigvis er en festival som CPH:DOX med til at fremhæve, hvor mange forskellige blikke der er på verden. En forskelligartethed, som i sig selv er håbefuld. Forskellige blikke åbner op for forskellige stemmer og nye måder at tackle problemerne på.

Festivalen hylder blikket på verden, der undsiger eskapismen uden at fornægte underholdningen. Det nysgerrige, det undersøgende, det rasende, det forfærdede og frydefulde blik på verden. Gå (u)trygt på opdagelse i den.

fortsæt med at læse

Ugens kulturforbruger var med til at sige farvel til Gulddreng:

»Fedt, han har taget røven på alle, og samtidig var jeg lidt foruroliget over det hele«