Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
CPH:DOX
Foto: CPH:DOX
Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kim Skotte: CPH:DOX hylder blikket på verden, der undsiger eskapismen uden at fornægte underholdningen

At kaste et blik på verden er en handling, der kan give forvandling, skriver filmredaktøren i denne kommentar.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvor er verden dog et vildt sted, og tænk, så mange forskellige verdener den rummer i sig.

Det er lige før, det svimler, når man pløjer sig vej igennem programavisen fra CPH:DOX. Så mange forskellige veje man kan gå, og kun fantasien og virkeligheden sætter grænser for, hvor man kan ende henne.

Denne uendeligt spraglede virkelighed er dokumentarfilmens helt store trumfkort. Det kan godt være, at spillefilmen har de langt største tilskuertal, men det sker på bekostning af fortællemæssig biodiversitet.

I en spillefilm er der så mange hensyn at tage. Så store omkostninger og så faste fortællemodeller, at det kun er en brøkdel af de mulige og ikke mindst umulige historier, der har reel mulighed for at materialisere sig.

Set med den optik er dokumentarfilmen et temmelig meget vildere og mere vanvittigt sted at opholde sig. På godt og ondt. Verdens voldsomme galskab slipper mere ufiltreret igennem. Her står ingen berømt hollywoodskuespiller som gatekeeper ind til tragedierne. Til gengæld kan man møde et finsk punkband med kollektivt Down’s syndrom.

Man kan man gå ind og se stærke rapporter fra alverdens brændpunkter og bagefter filmen om primatologen Jane Goodall, der først udvidede vores blik på verden ved at vise chimpanser som primater, der var lige så ømme og sociale som mennesker – og bagefter opdagede, at de i deres brutale behandling af artsfæller ej heller lod menneskeracen noget efter. Lys og mørke er en del af naturen. Med og uden mennesker.

»Dokumentarfilm handler ikke kun om at se på verden. De handler også om at tage del i den«, står der i festivalens programtekst, og det er jo næsten som at blive budt velkommen til en Imax-film, hvor man ikke kun skal se en film, men blive en del af den.

Problemer er der nok af i verden

Det er selvfølgelig noget lidt andet, festivaldirektør Tine Fischer og hendes hold har i tankerne. CPH:DOX har igennem de senere år dyrket en stadig mere aktivistisk profil, hvor man næsten kunne få indtryk af, at festivalen ikke bare dyrkede en modkultur, men så sig selv som en globalt orienteret opposition i en kulturpolitisk tandløs tid.

Festivalen fastholder en skarp kant, men det er, som om aktivismen er tonet lidt ned i et mere vidtfavnende program. De politisk relevante og politiserende film er der i høj grad, men uden risiko for at aktivismen skal overdøve fantasien og det vide udsyn. Faktisk er udsynet så vidt, at man hurtigt kan føle sig helt skeløjet, hvis man vil overskue det!

Fra virtual reality til flygtninge i Berlin, indlevet dyrepsykologi i Wyoming og den mest badass kvinde i Kabul. Blink et par gange med øjnene, og man er kommet verden rundt og har hilst på de første af mange påtrængende problematikker.

For problemer er der nok af i denne verden. Dokumentarfilm har altid været god til at vise dem frem, men dokumentarfilmen har det seneste årti oplevet en eksplosiv udvikling i antallet af nye måder at betragte og anskue problemerne på.

De mange forskellige blikke er i sig selv håbefulde om end langtfra allesammen uproblematiske. Den ofte tarvelige realitydokumentars fremmarch på tv-skærmene er en håndfast dekadence, men heldigvis er en festival som CPH:DOX med til at fremhæve, hvor mange forskellige blikke der er på verden. En forskelligartethed, som i sig selv er håbefuld. Forskellige blikke åbner op for forskellige stemmer og nye måder at tackle problemerne på.

Festivalen hylder blikket på verden, der undsiger eskapismen uden at fornægte underholdningen. Det nysgerrige, det undersøgende, det rasende, det forfærdede og frydefulde blik på verden. Gå (u)trygt på opdagelse i den.

Læs mere:

Annonce

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Werner Herzog + Joshua Oppenheimer i samtale:  Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Ruben Östlund og Janus Metz i filmsamtale:  Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Mads Brügger + Christoffer Guldbrandsen i samtale:  Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Køer på film:   Da Arne skyder koen i ’Blinkende lygter’, ved vi ikke, om vi skal grine eller græde

Essay:   Corona-epidemien har fået virkeligheden til at ligne en katastrofefilm

Karantæne i film: Fra Jack Nicholson ved vi alle, hvad isolation kan gøre ved et menneske

Lars von Trier ønskede sig en banalisering af maleriet, men fik noget langt mere interessant

Framegrab fra filmen

Søvn på film:   Vanviddet ligger lige under overfladen hos os alle