Kameraet bevæger sig højt oppe langs de forrevne klippesider i den røde amerikanske ørken, Ry Cooders slide guitar sender nogle få hjemsøgte toner ud over det nådesløse landskab, og til syne kommer en tynd mand iført krøllet nålestribet habit, gulligt slips og postkasserød baseballkasket i resolut gang mod et sted, kun han ved, hvor er.
Sådan begynder Wim Wenders’ ’Paris, Texas’ fra 1984, og sådan trådte Harry Dean Stanton for alvor ind i biografgængeres bevidsthed verden over med sit smalle, vejrbidte ansigt med de dybtliggende øjne, der altid synes at gemme på en helt særlig ulykkelighed.
Stanton havde haft en hob af mindre roller i de tre årtier inden, men det var i Wenders’ Cannes-vinder, at han fik sin første hovedrolle, og på trods af succesen skulle det blive den eneste i de følgende 34 år.
Harry Dean Stanton var og blev først og fremmest birollernes konge og var endda stadfæstet som sådan af den berømte amerikanske filmkritiker Roger Eberts såkaldte Stanton-Walshregel, der kundgjorde, at enhver film med enten Harry Dean Stanton eller M. Emmet Walsh (Stantons nogenlunde samtidige, men i dag knap så kendte kollega) aldrig kunne være helt ringe.
