Ind på Operaens store scene træder Ditte Hansen og Louise Mieritz. De er klædt som tjenerinderne i tv-serien ’The Handmaid’s Tale’. I lange røde kåber og med hvide kyser. »Hej, vi er Ditte & Louise’, introducerer Ditte Hansen. Louise Mieritz fortsætter: »Og vi er sjove«.
De knap otte minutter på scenen den aften har makkerparret varmet op til i over et år. Ved Zulu-gallaen året før sad de selv i salen og undrede sig over, at der ikke var en eneste kvinde til at underholde på scenen, og de besluttede sig for, at hvis de fik buddet, så skulle de sige ja. Og så skulle de vise dem. Og være så gode, at alle i salen ville indse, at det var en fejl, at de ikke havde inviteret kvinder op på scenen noget før. Presset kunne ikke være større.
Under kysen kigger Louise Mieritz grundigt rundt i salen lige præcis så længe, at der indtræder en pinagtig stemning. »Vi ved godt, at det er en lidt uvant situation for jer med modne kvinder på scenen«, siger hun. Og Ditte Hansen fortsætter: »Og nogle af jer tænker: Hvorfor er de kommet – hvornår går de? Og hvis det er det dér feminisme, så er vi out of here«.
Duoen er ikke kommet for at få salen af mandlige komikere ud af deres komfortzone, forsikrer de fra scenen. Tværtimod. De er kaldt ind for at redde en kuldsejlet branche. De, der var sjove for tredive år siden, er de samme, som er sjove i dag. Frank og Casper, Omar Marzouk og Flemming Jensen, Jan Gintberg, Anders Matthesen. Der kommer ikke nye til, for komikerne vælger at få børn med kønne, men ikke så sjove kvinder, forklarer de kåbeklædte kvinder. Generne bliver udvandet. »Ruben Søltoft«, giver Ditte Hansen som eksempel og peger ned på standupperen, der sidder i salen og griner. Noget betuttet.
