Da en rød måne stiger stil- og småfuld op over lagunen, virker det næsten som et bestillingsarbejde fra den 75. filmfestival i Venedig.
Ellers også er det bare et tegn på, at tingene flasker sig overordentlig godt for den jubilæumsramte festival i den gamle by, der selv ligner en mellemting mellem en overgjort kulisse og en overspændt fantasi.
Med en kombination af held, dygtighed og opportunisme er det nu helt officielt, at Venedig er blevet oscarkapløbets affyringsrampe. Den gamle dame på Lidoen står parat med åbne, lækkerbrune arme og raslende juveler. Også over for Netflix og de andre streamingtjenester, som Cannes dydigt og delvist nødtvungent har besluttet sig for at vende ryggen.
De senere år har de største amerikanske film fra Venedig holdt hele vejen til målstregen i oscarkapløbet. ’Gravity’, ’Birdman’, ’The Shape of Water’ og ’La La Land’. Sidstnævnte var instrueret af kometen Damien Chazelle, og selvfølgelig skal Oscars affyringsrampe være en film, der sigter efter stjernerne. Eller om ikke andet mod månen!
Damien Chazelles fjerde film ’First Man’ er den første, som ikke lever og ånder musik. ’First Man’ handler om astronauten Neil Armstrong. Den første mand på Månen.
Det er i mine øjne et af de mest poetiske øjeblikke i moderne tid. Hvor mennesket sætter fod på et andet himmellegeme og betræder et mærkeligt spejl, hvorfra alting fra da af ses i et andet perspektiv. Da vi erobrede Månen, opdagede vi ved selvsyn, hvad vores jord er for en unik, blå, skyomhvirvlet verden.
Svævende derude. Midt i det uendelige, sorte verdensrum. Vi vidste det godt, men havde indtil 1969 kun en anelse om, hvad det betød at se os selv i det nye perspektiv.
En uforglemmelig rumodyssé
Chazelle har seriøst sans for denne poesi, men tramper ikke rundt i det, og selv om filmen ikke handler om musik, er der masser af musik alligevel. I stedet for en sexscene danser Armstrong og hans kone tæt i deres soveværelse, og i rumkapslen sørger et vægtløst kassettebånd for lydspor til månen.
Men det er af andre årsager, at Chazelle for tredje gang kører sig selv i stilling blandt de kommende oscarkandidater.
For det første giver Chazelle og Ryan Gosling et virkelig indlevet portræt af Neil Armstrong. Et stykke fiktiv poesi om den fåmælte Armstrong, der skildres som introvert og socialt akavet. En tekniknørd, men også en mand af en anden tids solide tømmer, der uden at mæle et ord tager livtag med sine sår. Først krigen, så en datter, der døde som treårig.
I rollen understreger Ryan Gosling, at han er et smukt bindeled mellem den fyrige, moderne stil og Hollywoods stoiske, gamle kæmper. Han bliver strålende suppleret af Claire Foy som astronautens hårdt prøvede hustru Janet og af Jason Clarke som astronautkollegaen Ed.
Kombinationen af hverdagsrealisme fra 1960’ernes USA og rumkapløbet skildret helt nede fra maskinrummet gør filmen en lyslevende dans med nostalgien ikke ulig ’La La Land’ alle forskelle til trods.
»Hvad der er interessant omkring den første månelanding er, at vi har så få optagelser fra den. Der var bare den ene tv-transmission, der er kornet sort-hvid og i dårlig opløsning. Det brugte vi til at skabe en fornemmelse af, hvordan det må have føltes at være der i virkeligheden«, fortæller Damien Chazelle til pressen.
»Vi prøvede at få det føles, som om du selv er på månen, i virtual reality eller simpelthen i Armstrongs sko, da han tog de der første skridt«.
Og lige præcis sådan er det. Dens taktile sans gør ’First Man’ til en uforglemmelig rumodyssé. Her tænker jeg faktisk ikke så meget på, at man selv føler, man sætter sine rillede såler ned i månestøvet, men snarere på al den larm, raslen og kling-klang, som det alt andet end strømlinede rumkapløb sættes i scene med.
En plimsoller af en raket
Det er blikdåser, nitter, bolte og problemer løst i sidste øjeblik med en schweizerkniv. Det er en infernalsk larm, som gør, at man virkelig får en fornemmelse af, hvordan man løste indviklede problemer med improviseret lavteknologi hele vejen til månen. Det ligner på et lidt højere plan noget, som raske drenge flikker sammen hjemme i fars garage. Som Chazelle selv har konstateret, så er der mere computerkraft i en enkelt mobiltelefon, end der var i en hel måneraket.
At det krævede mod og mandshjerte at begive sig ud på verdensrumhavet ombord i sådan en mellemting af en plimsoller og en sardindåse, føler man næsten på sin egen krop efter at have set ’First Man’. Og selvfølgelig er musikken der hos Damien Chazelle. En nostalgisk-futuristisk symfoni af mekaniske lyde. Af metal mod metal, knitrende ledninger og brølende brændstof.
Damien Chazelle strejfer Vietnam-krigen og de evigt kontroversielle spørgsmål om, hvad man kan tillade sig af rumeventyr, når der stadig er så mange fattige på jorden. Men det er alibier. Hvad ’First Man’ i virkeligheden er, er en poetisk-realistisk fantasi om rejsen til månen, som dribler uden om alle konspirationsteorier og med rigtige mennesker ved roret åbner for visionerne igen.
Danske stjerner
Månen. La Luna. Den hænger lige deroppe. Skal vi ikke snart derop igen? Det er aldrig for sent at drømme om månen og stjernerne.
Tag nu blot filmfestivalen i Venedig, der har drømt så heftigt om stjernerne, at de nu kommer i større antal end nogensinde.
Der er et par danske stjerner imellem. Trine Dyrholm sidder flot og højt i juryen, der under ledelse af sidste års vinder, Guillermo del Toro, skal udpege årets Guldløve.
Den anden er Mads Mikkelsen, der i Julian Schnabels ’At Eternity’s Gate’ om Vincent van Gogh spiller præst. Willem Dafoe spiller Van Gogh, men maleren og instruktøren Julian Schnabel understreger, at der ikke er tale om en traditionel biopic. Filmen, som tager sin titel fra et af Van Goghs mest nedtrykte billeder, skal handle om selve det, der driver kunstneren i maleren fremad trods alle afsavn og ulykker. Noget, Julian Schnabel som kunstmaler selv kender til. Altså ikke afsavnet. For i modsætning til gamle Van G’s fallitbo går forretningen Schnabel strygende.
Schnabel er ikke den eneste, der har blikket rettet imod fortiden. Den massive franske auteur Jacques Audiard forsøger sig i ’The Sisters Brothers’ overraskende nok med en western med John C. Reilly, Jake Gyllenhaal og Joaquin Phoenix.
Også den engelske veteran Mike Leigh vender blikket mod det historiske bakspejl. Navnet Peterloo siger næppe mange noget. Det mener Mike Leigh ikke er noget tilfælde – og at det er for galt! Skolebørnene i Storbritannien lærer ikke om Peterloo, men det burde de.
Ikke kun i Joe Hills USA blev arbejdere massakreret, hvis de dristede sig til at organisere sig og kræve bedre vilkår. Næsten alle moderne lande har undervejs haft barske arbejdskampe, hvor bønder og arbejdere er blevet slået ned som hunde. I England fandt et af de værste tilfælde sted i 1819 i Manchester. På St. Peter’s Field gik husarer til angreb på folkemængden med dragne sabler og huggede 15 til døde, mens mange hundrede blev alvorligt sårede. Et Waterloo for den tidligere arbejderbevægelse.
En begivenhed, som Mike Leigh hævder peger direkte ind i det 21. århundrede, hvor arbejdernes rettigheder mange steder heller ikke er, hvad de har været. I nutiden med andre ord. Som selvfølgelig også spiller en hovedrolle på festivalen, hvor kvindelige instruktører, den amerikanske racisme, Utøya og børnene fra Islamisk Stat er blandt mange aktuelle emner sammen med restaurerede klassikere og nye film fra bl.a. Coen-brødrene og ’Søn af Saul’-instruktøren Laszlo Nemes.
Festivalen blev indledt med bragende klapsalver, der gjaldt både festivalen og ’First Man’. Italienerne vejrer morgenluft. Kan årets på papiret imponerende program leve op til forventningerne, vil det kræve yderligere nytænkning i Cannes. Så længe det ikke indebærer at gå i seng med Netflix.
fortsæt med at læse
