De fleste biografgængere af en vis alder husker tydeligt en ganske bestemt stemme: den fra de amerikanske forfilm. For ingen kunne indlede en speak med »In a world where ...« som han.
Manden med den legendariske stemme hed Don LaFontaine. Han stillede sin fløjlsbløde baryton til rådighed for mere end 5.000 filmtrailere samt hundredtusindvis af tv-reklamer, hvilket skaffede ham kælenavnet The Voice of God, og er nok for altid stemmen over dem alle. Men der er sandelig andre side om side med ham på røsternes Panteon.
En af disse er den afdøde sanger, skuespiller og livskunstner Otto Brandenburg, hvis hæse, kælne stemme uvilkårligt fik folk til at lytte og samtidig føle sig godt tilpas. Han indledte sin karriere som sanger i vokalgruppen Four Jacks, fik enorm succes som solist og blev landets første rigtige rock-stjerne, men gled også over i skuespilfaget, ikke mindst på grund af sin helt unikke stemme. Når han fik roller i film, var det blandt andet, fordi hans evne til at sige replikker i kombination med olivenoliestemmen henrykkede.
Man forstår således udmærket den smukke hvide kat Duchesse i filmen ’Aristocats’, når hun charmeres af den smarte ScatCat, en af hendes kæreste vildkatten Thomas O’Malleys musikalske venner. Det er nemlig Ottos røst, katten taler med, da den feline godbid entrer hipsterkattenes domicil. Det sidder fast, ligesom hans udødelige replik fra ’Gummi Tarzan’, hvor han i rollen som kranføreren Ole belærer den splejsede Ivan Olsen om, at »der er altid noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er«. Få kan huske, hvordan Brandenburg egentlig så ud i den rolle, men så godt som alle erindrer replikken, stavelse for stavelse.
