Lav aldrig film med børn og dyr!«.

Sådan lød ordene fra den amerikanske komiker W.C. Fields for sådan cirka 100 år siden, og dette legendariske citat har givet genlyd i filmbranchen lige siden: Selv om det selvfølgelig er en sandhed med modifikationer, siges det jævnligt, at filmoptagelser bliver langt mere besværlige, hvis børn eller dyr medvirker. På en strømlinet filmproduktion, hvor tid er penge, vil de, der sidder med pengekassen, gerne for alt i verden undgå alle potentielle utilregneligheder.

Selv W.C. Fields var dog nok blevet berørt af den biografaktuelle, oscarnominerede libanesiske ’Kapernaum’ om den 12-årige Zain og hans liv i Beiruts slumkvarter. Mange medier har udråbt Zain Al Rafeeas indsats til en af nyere tids største pragtpræstationer fra en børneskuespiller.

Lyden spiller samtidig en væsentlig rolle i filmen, hvor Beiruts intenst støjende hverdag konstant kværner løs omkring Zain. Allerede fra første billede buldrer og rasler det om ørerne på Zain, og det virker ekstra stærkt, fordi voldsomheden i omgivelserne står i stærk kontrast til de forsigtige lyde fra den lille knøs i centrum: Den spinkle stemme og de lette fodtrin får Zain til at fremstå ekstra skrøbelig, når lydsiden ellers ofte er så heftig og vild. Publikums ører udsættes for et sonisk tæppebombardement, og vi får helt underbevidst lyst til at redde staklen fra vanviddet.

Panik, når stemmen går i overgang

For lydafdelingen kan det dog af en ganske anden årsag også være en udfordring at arbejde med drenge omkring teenagealderen. Problemet er, at drenges stemmer jo går i overgang i netop denne periode, og der kan gå så mange måneder mellem filmoptagelserne og lydefterarbejdet, at barnets stemme simpelthen har ændret sig. Jeg har selv som lyddesigner flere gange febrilsk prøvet at eftersynkronisere en børneskuespiller, hvor der måtte manipuleres kraftigt med stemmens tonalitet, for at den bare tilnærmelsesvis mindede om, hvordan den lød, mens kameraet rullede.

En personlig lydfavorit inden for denne form for børnedrama er Dardenne-brødrenes Cannes-vinder ’Rosetta’ fra 1999, hvor teenagepigen i hovedrollen hele tiden er helt tæt på os med sit sitrende åndedræt og sanselige nærvær. Et barns lyde er noget af det, der påvirker de fleste af os allermest. De rammer os helt instinktivt og aktiverer vores følelser. Lyde, der kalder på kærlighed.