Det er utrolig sjældent, at filmlyd omtales i medierne, men for nylig var der faktisk et par store internationale aviser, der skrev om netop dette. På sociale medier havde der nemlig været en del debat, efter en dyrekender havde brokket sig indædt over mængden af hestebrøl i en film: Hvorfor skal de ellers så fåmælte hypheste være så snakkesalige på det hvide lærred?
Svaret er selvfølgelig ikke helt enkelt. Men de færreste film er – gudskelov – akademiske afhandlinger, og langt de fleste filmmagere ønsker at give publikum en særlig følelsesmæssig oplevelse. Hvis der optræder dyr i en film, er der ofte et ønske om at få dem til at fremstå sensitive, sympatiske og måske endda menneskelige i biografens mørke. Og stemmen er noget af det, der på et helt basalt niveau rammer homo sapiens.
Det er derfor, så mange Disney-dyr er udrustet med en menneskestemme. Men det er også derfor, at når dyr spiller hovedrollen, ligger der som regel et enormt arbejde for lyddesigneren i at indsamle et stort vokabularium af dyrelyde.
Alle kreative lydfolk har på et tidspunkt haft deres mikrofoner med i Zoologisk Have. Nogle gange blander man sågar dyrelydene med menneskelige lyde, og i Hollywood er der faktisk stemmespecialister, som lever af at efterligne dyr i lydstudiet.
En af mine favoritter på det område er den britiske animationsserie ’Shaun the Sheep’ – ’F for får’ – hvor fårene både bræger ægte og samtidig mumler og hvæser med menneskestemmer, der på fornem vis forenes med dyrelydene. Der er ingen ord, men fuld forståelighed. Genialt.
En af alle tiders største filmlydklassikere er faktisk en dyrefilm: ’The Black Stallion’ – ’Den sorte hingst’ – fra 1979. Lyddesigneren Alan Splet – kendt for sit mangeårige samarbejde med David Lynch – satte simpelthen nye standarder for, hvor udtryksfuldt et dyr kan opleves på film, og titelhesten havde en helt uhørt følelsesmæssig spændvidde. Jeg skal ikke kunne sige, om hesten vrinskede for meget. Men den vrinskede, så jeg blev rørt.
fortsæt med at læse
