Vi kender det vist alle sammen: Du åbner en hjemmeside, og pludselig begynder en eller andet larmende lyd eller ulidelig musik at kværne ud af computerens højttalere, så man får et chok og går i en form for lydligt alarmberedskab. Sluk, sluk, sluk, for pokker.

Den form for irritationsmomenter er dog heldigvis efterhånden reduceret en hel del her i 2019, hvor de fleste websites har luret, at lyd er noget, man gerne selv vil kunne kontrollere, så længe man opholder sig i cyberspace.

Men i filmens verden forholder det sig anderledes. Når nogen går på nettet i en hollywoodfilm, går det ikke stille af. Det blipper og blopper, bare man åbner et vindue på sin skærm, og når der googles noget på internettet, kan det sommetider næsten lyde som en krig mellem digitale dioder: Blipblåpbopbiiiiipzvapzupzup. Ikke mindst i thrillere og actionfilm, når publikum ikke må tabe pusten, mens vores helt sidder passiv bag ved tastaturet; i filmene om Jason Bourne skabte lyddesignerne eksempelvis et helt bibliotek af biplyde til Matt Damons ture på internettet.

Lydkliché stortrives

I den premiereaktuelle ’Vilde Rolf smadrer internettet’ bliver hovedpersonen, Rolf, lukket ind i internettet – ja, det er sådan noget, man kan i animationens herlige verden – og det kommer der en del cyberjokes ud af, og lydafdelingen har tydeligvis også haft et glimt i øjet og øret. Manden bag lydsiden er ingen ringere end lydguruen Gary Rydstrom, der har skabt supersoniske milepæle som ’Jurassic Park’, ’Saving Private Ryan’ og ’Terminator 2’.

Netop Terminator-figuren er et oplagt eksempel på en maskine, der fremstår mere teknologisk avanceret, fordi det bipper og summer, hver gang man oplever verden fra Schwarzeneggers digitale synsvinkel. Det er blevet en af den slags lydklicheer, der stortrives på film, hvor publikum ville føle, at der var mærkelig tomt, hvis elektronikken var musestille. Der er alt rigeligt med lyd i virkeligheden. Men i biografen vil man sommetider gerne have endnu mere.