Den altoverskyggende udfordring ved at lave en film om den vanvittig karismatiske balletdanser Rudolf Nurejev må være at finde en skuespiller, der kan træde troværdigt i hans russiske balletsko. Ralph Fiennes har instrueret ’The White Crow’ og må kaldes en heldig mand. For i ukrainske Oleg Ivenko har han fundet en danser, som med sin fysik, dans og ansigtstræk kan illudere Nurejev og samtidig spille skuespil til langt mere end husbehov.
Allerede en halv sejr, og resten kommer i hus takket være mange andre gode beslutninger i Fiennes’ tredje og klart mest vellykkede film som instruktør. At lade tilbageblik på barndommen være i sort-hvid, mens filmens nutid er i farver, er en velkendt løsning, men sjældent ført så velfungerende ud i livet som her, hvor det sort-hvide har emotionel dybde, mens den afgørende rejse til Paris i 1961 har et skær af turistsmalfilmens lidt falmede palet.
