Disneys musicalfilm ’Aladdin’ er som en tom sukkerskal, hvor den arabiske nat ligner kulisser på Broadway foran en skønsyngende Will Smith, der får lampens ånd til at tale som en gadedreng fra Los Angeles.
Jeg ved ikke, hvad der er det mærkeligste ved at se en bøffet blå Will Smith som lampens ånd i ’Aladdin’.
Er det at høre ham synge skønsang uden rapflow, mens han står med armen strakt i musicalpositur som en Hamlet uden kranium foran den sorgløse solnedgang? Eller er det at høre ham få lampens ånd i ’Aladdin’ til at tale, som om den kom straight outta Compton?
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
