Var du helt opslugt af ’The Rain’?
Så er du måske glad for at høre, at der er endnu mere dansk indhold på vej til Netflix.
Streamingtjenesten har netop offentliggjort, at man nu vil gå i gang med at producere thrillerserien ’Equinox’, der er baseret på DR’s podcastserie ’Equinox 1985’ af Tea Lindeburg.
Serien kommer til at dreje sig om den unge kvinde Anna, der som barn oplever, at en klasse med nyudklækkede studenter forsvinder på uforklarlig vis.
Året er 1999, og Anna er kun 10 år gammel, men bliver utrolig mærket af de mystiske begivenheder.
Serien ’Equinox’ er en karakterdrevet thriller, der både udspiller sig i 1999 og i nutidens Danmark. Skaberen af den populære podcast ’Equinox 1985’, Tea Lindeburg, er også hovedforfatter på serien.
Serien bliver produceret af Apple Tree Productions, og optagelserne forventes at gå i gang senere på året.
»Vi er meget begejstrede for, at podcasten ’Equinox’ bliver lavet til en tv-serie. Det er en unik historie om forskellen mellem virkelighed og fantasi samt forholdet mellem fri vilje og skæbne – som alt sammen finder sted i en normal dansk familie«, fortæller executive producer og ceo for Apple Tree Productions Piv Bernth i en pressemeddelelse.
’Equinox’ er planlagt til at have 6 afsnit. Der er endnu ikke fastlagt en premieredato.
fortsæt med at læse


























