Nu havde vi ellers lige vænnet os til at begære hende. Med ’vi’ mener jeg publikummet til Adolfo Borinaga Alix jr.s ’Misterio de la noche’ under Sitges Film Festival, der sluttede i søndags. Og med ’hende’ mener jeg nymfen i en filippinsk skov i 1800-tallet, der hoppede nøgen og naturlig fra gren til gren med uglet hår og dyrisk seksualitet.
Hun havde forført en ung mand, der var stoppet op ved skovsøen for at onanere i passende afstand fra det spanske herredømmes strengt katolske civilisation og et godt stykke fra sin gravide, gudfrygtige hustru. Nymfen var dukket op som en figur i hans undertrykte erotiske fantasi, som også blev publikums, da scenen mindede om en softporn-version af ’Den Blå Lagune’ fortalt som folkloristisk fabel.
Men vi havde på fornemmelsen, at det ikke skulle vare ved. Nymfen var nemlig født af en kvinde, som præsterne havde bandlyst til skoven, fordi de mente, at hun var gravid med et djævlebarn. Så der var noget farligt ved hende.
Det var nu også en del af attraktionen, følte man som publikum. Lige præcist som Adolfo Borinaga Alix jr. ville have os til at føle. For uden at man vidste det, havde han listet katolikkens briller på os. Han havde lullet os til at tro, at vi forholdte os kritisk til koloniherrernes historiske overgreb på filippinerne, men i virkeligheden sad vi nu som den unge onanist og gloede på nymfen som et eksotisk, farligt frækt sexobjekt.
