Den Danske Filmskole i København er her til morgen blokeret af elever i gule veste, der har sat afspærringsbånd op omkring skolen.
Samtidig kræver 84,4 procent af eleverne, at skolens rektor Vinca Wiedemann skal træde tilbage.
Det skriver de i en pressemeddelelse, udsendt via elevernes såkaldte Oplysningsgruppes Facebookside.
Reaktionen kommer, efter Vinca Wiedemann i går hjemsendte den respekterede, mangeårige leder af dokumentaruddannelsen på skolen, Arne Bro og fratog ham hans mobil og nøgler, som beskrevet af filmmagasinet Ekko.
Arne Bro har været modstander af den reformering af filmuddannelsen og Filmskolen, som Wiedemann ønsker at gennemføre.
Rektoren vil blandt andet sammenlægge instruktør-uddannelserne på Filmskolen for at få en mere akademisk uddannelse, der passer ind i det øvrige uddannelsessystem.
Det er af mange blevet opfattet som en skjult opgør med netop Arne Bro og hans linje på dokumentaruddannelsen.
I pressemeddelelsen fra eleverne hedder det:
»Vi blokerer fra i dag skolen i kampen for at få rektor afsat«.
»Vi anerkender, at bortvisningen af Arne Bro er en personalesag, og at proceduren omkring det bør respekteres. Bortvisningen har imidlertid ført til endnu en debat om rektor Vinca Wiedemanns ledelsestil, og dén udvikling skolen er på vej imod, idét Arne Bro i særdeleshed repræsenterer den kunstneriske integritet, som vi mener er helt essentiel for Filmskolen«.
»Os, der er startet på den nye studieordning kan bekræfte, at den frygt der har været for, at Vincas planer for skolen fører til mere akademisering, mere fællesundervisning og mindre fagspecifik undervisning er en realitet«.
»Det ødelægger filmskolen, som vi kender den. Set i lyset af at vores mistillidserklæring i januar 2019 og den nuværende situation føler vi os derfor nødsaget til at tage drastiske midler i brug, for at redde den skole vi elsker. Vi er ikke imod at forny Filmskolen, men vi vil ikke være med til at afvikle den. Derfor er 84,44 procent af eleverne på skolen blevet enige om at kræve rektor Vinca Wiedemanns afgang«.
Vinca Wiedemann havde i aftes følgende kommentar til Politiken om sagen:
»Det er en alvorlig situation for alle, når den slags sker. Jeg kan ikke i øvrigt kommentere på det, da det er en personalesag. Mit fokus lige nu er at sikre at de faglige opgaver og uddannelsesaktiviteter, vi har, bliver varetaget bedst muligt«.
Eleverne oplyser, at de inviterer folk i filmbranchen til stormøde kl. 16 på filmskolen, hvor de vil fremlægge synspunkter, kritikpunkter og fremtidsønsker for uddannelserne.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter