Den mangeårige leder af dokumentaruddannelsen på Filmskolen, Arne Bro, er blevet hjemsendt med øjeblikkelig virkning, skriver filmmagasinet Ekko.
»Det er en alvorlig situation for alle, når den slags sker. Jeg kan ikke i øvrigt kommentere på det, da det er en personalesag. Mit fokus lige nu er at sikre at de faglige opgaver og uddannelsesaktiviteter, vi har, bliver varetaget bedst muligt«, siger Filmskolens rektor, Vinca Wiedemann, til Politiken.
Det er en alvorlig situation for alle, når den slags sker. Jeg kan ikke i øvrigt kommentere på det, da det er en personalesag
Hun ønsker ikke at siger noget om baggrunden for beslutningen eller kommentere sagen yderligere.
Ifølge Ekkos oplysninger har Arne Bro fået frataget nøgler og mobiltelefon, er blevet ført ud af skolen og pålagt tavshedspligt.
Skolens elever fik torsdag eftermiddag en orientering fra rektor om hjemsendelsen.
Strid om fremtiden
Arne Bro har været modstander af den reformering af filmuddannelsen og Filmskolen, som rektor Vinca Wiedemann ønsker at gennemføre.
Vinca Wiedemann vil blandt andet sammenlægge instruktør-uddannelserne på Filmskolen for at få en mere akademisk uddannelse, der passer ind i det øvrige uddannelsessystem.
Det er af mange blevet opfattet som en skjult opgør med netop Arne Bro og hans linje på dokumentaruddannelsen.
Flere i det danske dokumentarmiljø mener, at den opblomstring og internationale succes, som dansk dokumentarfilm har fået, i høj grad hænger sammen med Arne Bros linje og arbejde på Filmskolen.
De mener, at den uddannelse nu bliver smadret med Vinca Widemanns ambitioner om en mere akademisk filmuddannelse.
Om hjemsendelsen har nogen relation til debatten om Filmskolens fremtid er uklart. Vinca Wiedemann ønsker som sagt ikke at udtale om baggrunden for hjemsendelsen, fordi det er en personalesag.
Vrede på Facebook
Men Arne Bros bortvisning har fået dele af det danske filmmiljø til at reagere skarpt på Facebook.
»En bortvisning af Arne er i direkte modstrid med, hvad der er godt for dansk film og uddannelsen af fremtidens talenter«, skriver den prisbelønnede dokumentarfilm-instruktør Eva Mulvad eksempelvis.
Rumle Hammerich, der blandt andet har været instruktør på ’Broen’ og ’Borgen’ skriver om Arne Bro:
»En mand, der har skabt et paradigmeskifte i dansk dokumentarfilm. Et menneske, der har uddannet en generation af frygtløse, nysgerrige og personlige kunsthåndværere«.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Arne Bro.
fortsæt med at læse








