Lyt til artiklen
I 2012 flyttede jeg midlertidigt ind i tv-serien ’The L Word’.
Det var som en feber. Jeg hastede hjem fra arbejde for at se videre. Jeg bingede, til mine øjne faldt i, og jeg drømte om, at det var mig, der var den unge, mystiske forfatterspire Jenny, der spiste chiabowls med charmerende Alice, bad boy-intense Shane og karriereparret Bette og Tina på den lesbiske café The Planet, hvor ejeren var en modelhøj østeuropæisk gudinde, som selvfølgelig var forelsket i mig. Det var ikke som sådan en god serie, men det var en mindre, uvæsentlig detalje. Sprød og nyudsprungen, som jeg var, var ’L Word’ på én gang fremmed og fascinerende, tryghedsskabende, omsorgsfuld og fuldstændig vanedannende.
