Kong Christian X var med sin glücksburgske slægt i overensstemmelse med de tyske fyrstehuse, som havde lært meget lidt af 1800-tallets franske revolutioner, endnu mindre af Storbritanniens royalistiske parlamentarisme. Han havde det således overordentlig svært med enevældens ophævelse. Med grundloven af 1849 ikke at have ret til at lovgive i sit eget kongedømme.
Da denne lidt stive, lidet egale og latent strikte monark endelig blev populær og folkekær på hest rundt i København under besættelsen, var det just som en anden konservativ fyrste personligt ridende for at inspicere sin hovedstad. Men hvor kongen følte sig lovløst tilsidesat af de moderne tider, var han inden for sine slottes fire mure den autoritære og reaktionære regent og patriark. Det gik fra start ud over hans sønner. Frem for alt den ældste, kronprinsen, den senere Frederik IX. Både han og lillebror Knud skulle leve op til fars idealer om en rigtig mand og aristokrat. Officer og gentleman, men mest det første.
