Frankrigs præsident har sendt landets borgerne hjem, men flere tusind hjemløse har ikke noget sted at sove. Derfor lader Cannes nu byens udsatte overnatte i Palais des Festivals, der ellers er kendt for at huse verdens største berømtheder under den årlige filmfestival.

Filmfestivalen i Cannes åbner dørene for hjemløse

Ved Palais des Festivals i Cannes må man vente med at rulle den røde løber ud. Den årlige filmfestival er nemlig udskudt, og hjemløse er i stedet flyttet ind i festivalens epicenter. Foto: Christophe Simon/Ritzau Scanpix
Ved Palais des Festivals i Cannes må man vente med at rulle den røde løber ud. Den årlige filmfestival er nemlig udskudt, og hjemløse er i stedet flyttet ind i festivalens epicenter. Foto: Christophe Simon/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det eksklusive konferencecenter Palais des Festivals var egentlig ved at blive klargjort til, at filmverdenens største berømtheder skulle bydes velkommen på den enorme røde løber, der plejer at være foldet ud ved indgangen under Cannes Film Festival.

Men nu er Frankrigs borgere på grund af viruskrisen blevet bedt om at holde sig hjemme. Mange hjemløse har dog ikke nogen steder at gå hen, og derfor har det kendte centrum for filmfestivalen nu åbnet dørene for byens hjemløse. Det oplyser Reuters.

Den franske by Cannes, der ligger i den sydlige del af landet ved Den Franske Riviera, plejer ellers at være kulturelitens yndlingsparadis. Men da byens årlige filmfestival, som i år skulle have fundet sted fra 12. til 23. maj, i sidste uge blev udsat til slutningen af juni, har man nu valgt at åbne dørene for de fattigste mennesker i byen.

Filmfestivalen i Cannes udskydes grundet coronavirus

»Vi har mellem 50 og 70 mennesker sovende hver nat«, siger Dominique Aude-Lasset, der arbejder i byens rådhus, til Reuters.

Bliv hjemme

Det er lidt over en uge siden, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, bad landets 67 millioner mennesker om at blive hjemme for at begrænse spredningen af covid-19. Noget, som er svært for landets anslået 12.000 hjemløse, der bor på gaden og ikke har noget hjem.

Da der hersker udbredt bekymring for, at coronavirus vil ramme hjemløse, der ofte lever uden adgang til ordentlig sanitet og i høj grad lider af underliggende sygdomme og dårligt helbred, valgte man nu at teste denne utraditionelle løsning i Cannes.

I Palais des Festivals tager man også visse forholdsregler. Alle hjemløse får derfor taget deres temperatur, inden de får lov til at komme ind og overnatte i konferencecenteret, der til lejligheden er blevet indrettet med spisepladser og senge i lange rækker.

Ida Herskind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her