Der var grund til bekymring inden DR’s pressemøde onsdag, hvor det blev afsløret, hvordan public service-institutionen vil imødekomme den umiddelbare fremtid efter coronakrisen.
Det forlød nemlig allerede på rygteplan, at DR som en ny dramasatsning ville genoplive en gammel tv-serie.
Ville det være ’Taxa’, ’Forbrydelsen’ eller ’Arvingerne’? Uanset hvad syntes strategien ude af trit med en tid, hvor alt er i forandring. At det så blev Adam Prices ’Borgen’, der får en ny sæson, ligner det mindst dårlige valg.
Tv-serien om en magtfuld kvinde i frontlinjen af det danske demokrati vil måske kunne spejle et samfund efter en coronatid, hvor Mette Frederiksen er trådt frem som nationens leder, men også kritiseres for magtfuldkommenhed. Det synes umiddelbart at leve op til DR Dramas målsætning om »at ramme en samklang med det omkringliggende samfund«, som dramachef Christian Rank formulerede det i en pressemeddelelse fra februar i år.
Men der er grund til at være skeptisk, for på pressemødet skitserede Adam Price plottet i den nye sæson, hvor Birgitte Nyborg som udenrigsminister kommer til at kæmpe med sit eget magtbegær, der truer med at påvirke hendes politiske beslutninger. Serien er programsat til 2022, og Adam Price lød til at være temmelig langt i manuskriptskrivningen, så man må formode, at plottet er udtænkt et godt stykke tid før, Danmark blev ramt af coronapandemien. Kan han nå et tilpasse serien en ny virkelighed?
Og hvis ikke, er det så overhovedet en relevant dramaserie for DR, der vil tage »udgangspunkt i en dansk virkelighed og i dansk kultur« og samle danskerne i en forståelse af »den verden, vi møder i morgen«, som det formuleres i strategien frem mod 2025 kaldet ’Sammen om det vigtigste’?
Det er ikke en ny ambition for DR Drama. ’Bedrag’ handlede om penge og grådighed, ’Herrens veje’ tog udgangspunkt i vores kristne fællesarv, ’Frederik IX’ gjorde os klogere på vores monarki, og ’Arvingerne’ gik i dialog med samtidens opgør med 68’erne og det splittede samfund, de efterlod.
Men ingen af de serier, og måske heller ikke ’Borgen’, vil kunne afspejle det danske fællesskabs udfordringer i den epoke, der kommer efter coronakrisen. Vi står midt i et historisk brud. Et farvel til fortiden, der siden afslutningen på Anden Verdenskrig og fødslen af velfærdsstaten har udviklet sig som en evolution af forbundne begivenheder. Coronavirussen er en mutation, der bryder kæden. Vi føler os ikke som ’Arvingerne’, men som forældreløse over for en uvis fremtid.
Mette Frederiksen har på et pressemøde erklæret velfærdsstaten, som vi kender den, for død. Meldingen fra analytikere og fageksperter har været den samme. Det er naturligvis gisninger, der møder mange modargumenter i takt med, at den empiriske baggrund for profetierne ændrer sig dag for dag. Men den aktuelle uvished og de deraf følgende frygtscenarier vil givetvis efterlade sig varige spor i den danske psyke.
Det er der, vi står nu som danskere. Lige nu reagerer vi introvert og frygtsomt, og DR leverer varen med blandt andet højskolesang i primetime. Konservative reaktioner er almindeligt i krisetider, men man kan tvivle på, om ’Olsen-banden’ og fællessang vil blive pejlemærker for vores selvforståelse fremover, hvor usikkerhed er en ny betingelse for det at være dansk.
Den usikkerhed er ikke en fremskrivelse. Den er allerede en virkelighed, og den kunne være interessant at få udforsket i en ny dramafortælling.
»Vi skal fortælle historier, der er ærlige, og fortælles i øjenhøjde med karakterer fra netop deres ståsted i Danmark«, sagde DR’s dramachef Christian Rank 24. februar i pressemeddelelsen.»Og så skal vi turde være originale og modige«.
Det var knap tre uger inden, at Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, så han kan ikke bruge coronakrisen som undskyldning for at bryde sit løfte. DR er ikke »originale og modige« ved at gribe tilbage til en gammel hitserie.
Hvad skal der sker, når vi er blevet trætte af Philip Faber og ikke længere føler, at vi kan synge os til et ståsted i en ny verden? Hvor skal vi så spejle os i et skærmbillede? Bliver det på DR? Eller på platforme som Netflix og HBO, der er langt hurtigere til at producere deres serier og derfor kan tilpasse sig den kulturelle samtale, imens den foregår.
fortsæt med at læse
