I efteråret sad jeg, ligesom tusindvis af andre danskere på kanten af sofaen og fulgte DR’s socialrealistiske dramaserie ’Ulven kommer’ om 14-årige Holly, som blændende spilles af Flora Ofelia Hofman Lindahl. ’Ulven kommer’ er en fortælling om mod og frygt, og en fortælling om vigtigheden af både de voksnes og børnenes tarv. En fortælling jeg selv kunne have lært meget af, da jeg var barn og teenager og anbragt i familiepleje.
De første afsnit sår en tvivl i os, er det ’Peter og Ulven’ eller er det ’Den lille rødhætte’? Er Holly en mytoman, eller er hendes stedfar voldsmand? Og hvorfor lader den tavse mor de ting ske, der ikke bør ske? ’Ulven kommer’ er med sin særlige fornemmelse for menneskeskæbner, kærlighed og konflikt, den danske serie, der har gjort det største indtryk på mig i år. Jeg troede aldrig jeg skulle se en serie om anbragte børn, og da slet ikke en serie, der på så nuanceret en måde skildrer, hvad det vil sige at være både et barn og en familie i systemet.
