Thomas Vinterbergs anmelderroste komediedrama kan vinde European Film Awards i fire af de tunge kategorier.

Lad propperne springe: Dansk drukfilm fortsætter sit internationale triumftog

Mads Mikkelsen er nomineret som årets bedste europæiske skuespiller. Her ses han i filmens afsluttende scene.  Foto: Henrik Ohsten
Mads Mikkelsen er nomineret som årets bedste europæiske skuespiller. Her ses han i filmens afsluttende scene. Foto: Henrik Ohsten
Lyt til artiklen

Holdet bag Thomas Vinterberg-filmen ’Druk’ har god grund til at poppe champagne.

Filmen er nemlig nomineret til fire European Film Awards-priser - det europæiske svar på Oscar-statuetten - ved den virtuelle prisuddeling, som finder sted fra European Film Academys hovedsæde i Berlin fra den 9. til 12. december.

Anmeldelse af 'Druk': Mads Mikkelsen er magnetisk som et sort hul i rollen som mand i midtvejskrise

’Druk’ er nomineret i de tungeste kategorier og kan blandt andet løbe med statuetten for Bedste Europæiske Film.

Mads Mikkelsen kan vinde i kategorien Bedste Europæiske Skuespiller for sin præstation som gymnasielæreren Martin, der sammen med tre kolleger afprøver den norske psykiater Finn Skårderuds teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt - den halve promille, der afholder en fra at give sig 100 procent.

Nu betaler det sig, at Danmark ikke har lyttet til Hollywoods kritik

Thomas Vinterberg kan bryste sig af to nomineringer.

Han kan vinde prisen for både Bedste Europæiske Instruktør og - sammen med Tobias Lindholm - for Bedste Europæiske Manuskript.

Bedste Manuskript vandt duoen tilbage i 2012 for ’Jagten’.

Med de fire nomineringer fortsætter ’Druk’ sin internationale sejrsgang.

Filmens fire hovedrolleindehavere, Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe og Magnus Millang, fik fælles prisen for Bedste Mandlige Skuespiller på San Sebastián International Filmfestival i september.

Vinterbergs biografhit vinder hovedpris på filmfestival i London

Måneden efter vandt filmen hovedprisen på London Film Festival.

Den har ligeledes været udtaget til det officielle program til filmfestivalerne i både Cannes og Toronto.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her