Jeg har altid syntes, at zombier var det suverænt dummeste dyr på savannen.
Intet har kedet mig så meget i monsterfilm som zombier. Én ting er, hvor uattraktive varulve er med hår over hele hovedet (og ned ad ryggen og givetvis balderne), men zombier? De er gabende kedsommelige.
Jeg så AMC’s serie ’The Walking Dead’, da den første sæson ud af nu 11 udkom dengang i 2010, men holdt kun en halv sæsons penge. Det var de zombier, deres himmelråbende stupiditet sådan bare at stavre blindt ind i den sikre død. Efter at de have været så skødesløse at lade sig slå ihjel og blive skambidt én gang allerede.
Når helten var i gang med at splatte hjernen ud på den zombie, der greb ud efter ham eller hende med de der lange krogede fingre med rustrøde neglerødder, var der altid en anden zombie, der uset dukkede op bag ryggen på helten, et af de der platte jumpscare-tricks, der skal få os til at hoppe i stolen uden at appellere til vores intelligens.
