Filminstruktøren Erlend E. Mo er død

I september måned havde Erlend E. Mo premiere på sin seneste dokumentarfilm.

’Rejsen til Utopia’ hedder den, og selv om det ikke var planen fra begyndelsen, endte han selv med at være en af filmens hovedpersoner.

Nu er Erlend E. Mo død, 53 år gammel.

I ’Rejsen til Utopia’ skildrer Mo, hvordan han sammen med sin danske kone og deres fire børn forsøger at leve et mere klimavenligt liv i det økologiske bofællesskab Permatopia i Karise på Sydsjælland. I et interview her i avisen i efteråret sagde han, at tanken var at vise kontrasten mellem moderen og familiens teenagedatter i deres syn på klimakrisen, men det viste sig, at den kontrast slet ikke var der.

Blev selv skurk

Den egentlige skurk i familien, det var ham selv, og det blev han så også i filmen, som i vores anmeldelse blev rost for sin selvironiske måde at fortælle om at forsøge at leve klimavenligt, »uden at alvoren af den grund går tabt. Snarere tværtimod«, som vores anmelder Kim Skotte skrev.

Erlend E. Mo blev uddannet i NRK i Norge, hvor han op gennem 1990’erne lavede tv-programmer. Siden har han lavet en lang række dokumentarfilm, af hvilke mange er optaget i Danmark. Centralt for filmene er, at de ofte skildrer personer i udsatte positioner og går tæt på deres hverdage.

Det glæder blandt andet for ’Velkommen til Danmark’ fra 2003, hvor Mo gennem tre år følger en flygtning fra Eksjugoslaven, en flygtning fra Cameroun og en flygtning fra Afghanistan, der forsøger at finde deres ståsted i Danmark.

Særligt blik for børn

Mest kendt er måske dokumentaren ’Kan man dø i himlen’ fra 2005, der handler om drengen Jonathan, der først mister sin far, som begår selvmord, og siden får knoglekræft. I filmen følger man Jonathans liv med sin mor og to brødre, et hårdt og sorgfyldt liv, men også tænksomt og poetisk liv. Filmen fik hovedprisen på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

Også hans film ’Jeg hader ADHD: børn i en diagnosetid’, der følger en specialklasse på Frederiksberg, er kendetegnet ved sin evne til at se verden gennem børnenes øjne og på den måde vise forholdet mellem voksne og børn, og hvordan det er for et barn at vokse op med en diagnose.

På Facebook skriver Lise Lense-Møller fra Magic Hour Films, der har været producent på flere af Erlend E. Mos film, således i et mindeord over instruktøren:

»Når han vendte sit kamera mod de medvirkende ikke – mindst børnene – i sine mange fine dokumentarfilm, var det med en unik opmærksomhed over for smerten og skønheden i det nære. Erlend så altid det oversete og hørte det usagte. Han skildrede sine medmennesker med en utrolig finfølelse og indlevelse. Desværre magtede han ikke altid at omfatte sig selv med samme generøsitet og kærlighed. Alle vi, der har været så heldige at kende Erlend, ved, at han gjorde verden rigere og varmere. Han efterlader os med en urskov af kærlige minder og et kæmpe hul i hjertet«.

Erlend E. Mo døde på sin slægtsgård i Norge 13. januar. Dødsårsagen er ikke oplyst.

Præcisering: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at Erlend E. Mo blev 54 år gammel. Han blev blot 53 år.