Stjernen fra ’Cal Me by Your Name’ bliver på sociale medier beskyldt for fantasier om voldtægt, BDSM og kannibalisme.

Skuespiller trækker sig fra roller efter rygter om kannibalisme

Armie Hammers filmkarriere er i ruiner efter beskyldinger om blandt andet kannibalisme på sociale medier. Foto: Richard Shotwell/Ritzau Scanpix
Armie Hammers filmkarriere er i ruiner efter beskyldinger om blandt andet kannibalisme på sociale medier. Foto: Richard Shotwell/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Efter beskyldninger på sociale medier om overgreb og kannibalisme har den 34-årige amerikanske skuespiller Armie Hammer trukket sig først fra en film med Jennifer Lopez og nu også fra en tv-serie om tilblivelsen af ’The Godfather’, skriver en række amerikanske medier.

Beskyldningerne om krænkelser af kvinder og fantasier om kannibalisme begyndte ifølge Insider på instagramkontoen @houseofeffie, der offentliggjorde en række screenshots med beskeder, som, påstår kvinden bag, kom fra Armie Hammer. Beskederne indeholder fantasier om voldtægt, BDSM og kannibalisme.

Det fik Armie Hammer, der blandt andet er kendt fra den roste film ’Call Me by Your Name’ til at trække sig fra den romantiske komedie ’Shotgun Wedding’, som han skulle have indspillet sammen med Jennifer Lopez.

»Jeg vil ikke kommentere de her bullshit-påstande, men i lyset af det ondskabsfulde og falske onlineangreb på mig kan jeg ikke med god samvittighed forlade mine børn i fire måneder for at optage en film i Den Dominikanske Republik«, sagde han ifølge Variety i en udtalelse.

Beskyldningerne mod Armie Hammer er ikke bevist, men siden offentliggørelsen af de første har kvinden bag @houseofeffie offentliggjort fortællinger fra flere forskellige andre kvinder, der har henvendt sig til hende med lignende oplevelser med Armie Hammer.

Og ifølge Daily Mail har hans ekskæreste, Jessica Ciencin Henriquez, udtalt, at hun mener, beskyldningerne mod Armie Hammer er sande.

For nogle få dage siden fik beskyldningerne på sociale medier også konsekvenser for Armie Hammers medvirken i tv-serien ’The Offer’, der handler om indspilningen af Francis Ford Coppolas legendariske gangster-epos ’The Godfather’ fra 1972. Her skulle Armie Hammer have spillet hovedrollen som filmens producer, Al Ruddy.

Internettet som folkedomstol

Selv om Armie Hammer har afvist beskyldningerne, og hverken rygter eller sms’er er endeligt bekræftet, betyder det ikke meget, når først de går viralt på internettet, siger ekspert i sociale medier Astrid Haug til TV 2. For så er skaden sket, og den, som beskyldningerne rammer, bliver tvunget til hele tiden at forholde sig til dem.

»Det udfordrer den klassiske tanke om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Internettet kan i høj grad også være en folkedomstol, og det er svært at slippe ud af«, siger Astrid Haug til TV 2.

Nu har også Armie Hammers ekskone, Elisabeth Chambers, kommenteret rygterne. Efter 10 års ægteskab blev hun og Armie Hammers skilt i 2020.

Ifølge en række amerikanske medier, heriblandt Hollywood Reporter, skriver hun på sin instagramprofil, at hun er »chokeret, knust og fortvivlet« over historierne om Armie Hammer. Hun skriver også, at hun intet vidste om det, og at hun »støtter alle ofre for overgreb eller krænkelser«.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her