Den store amerikanske tv-station NBC dropper at sende næste års Golden Globe-uddeling.
Det sker, efter at store dele af Hollywood har kritiseret gruppen af journalister, der uddeler de årlige tv- og filmpriser. De kritiseres for deres etik og mangel på diversitet.
Senest har skuespilleren Tom Cruise tilsluttet sig oprøret mod prisuddelingen ved at levere de tre Golden Globe-statuetter, han har fået i løbet af sin karriere, tilbage.
Det skriver underholdningsmedierne Variety og Deadline Hollywood.
Golden Globes har i løbet af årene udviklet sig til en af de største prisuddelinger i Hollywood.
Ballade ved Golden Globe: Organisation sendte klagebrev, sekundet efter showet var slutMen showet har været under kritisk lup, siden Los Angeles Times i februar skrev, at Hollywood Foreign Press Association (HFPA), der uddeler Golden Globes, ikke har nogen sorte medlemmer blandt sine 87 journalister.
Flere medlemmer af journalistsammenslutningen er siden også blevet beskyldt for at komme med sexistiske og racistiske kommentarer og for at udnytte deres position til at bede kendte skuespillere og filmselskaber om tjenester.
NBC’s beslutning kommer, efter at HFPA for nylig lovede at rekruttere flere sorte medlemmer og foretage andre ændringer.
Stjerneskuespilleres masseboykot truer stor filmprisTv-stationen bød i første omgang udmeldingen velkommen, men nu forlyder det i stedet, at NBC vil vente og se, om reformerne får en effekt.
»Ændringer i sådan en skala tager tid og arbejde. Vi føler kraftigt, at HFPA har brug for tid til at gøre det rigtigt«, siger NBC i en udtalelse.
Tv-stationen oplyser, at den håber at sende showet igen i 2023.
Både Netflix, Amazon, WarnerMedia og adskillige af Hollywoods største pr-bureauer har afvist at arbejde sammen med HFPA igen, indtil forbundet får styr på sine problemer.
Stjerneskuespilleren Scarlett Johansson har også opfordret sine kolleger til at tage afstand fra HFPA.
ritzau
fortsæt med at læse




























