Lyt til artiklen
Nogle vil mene, den er gaven, der bliver ved at give, serien om de to venner Frank og Casper, deres koner og omgangskreds af velfærdsmarinerede bedsteborgere i den langstrakte overgang fra unge til afdøde. Andre vil snarere hælde til den holdning, at nu må det da for pokker være nok med de flamboyant flabede frækkerter og deres ubehøvlede cirkel af selvfede has beens.
Og første afsnit af sæson nummer otte – altså efter 70 afsnit og 3 spillefilm – slår fast, at vi nok er et sted midt imellem. For det er ikke uden underholdningsværdi. Ej heller er det ubegavet eller slet produceret. Til gengæld er det så uendeligt kuldslået og misantropt som nedturs-Lou Reed-sange og tømmermænd efter æble-aperitif og bjørnebryg.
