I lange, særdeles lange stræk føltes ’Hellbound’ som den bedste serie, jeg havde set i mange år. Måske er den det ligefrem. Det meste af serien svævede jeg mellem 5 og 6 hjerter.
Den er sydkoreansk i den bedste, mest originale forstand af ordet. Glem den ret stilløse ’Squid Game’, ’Hellbound’ er den ægte vare, æstetisk hyperbevidst, stilistisk legesyg og med snuden nede i et spor langs nogle stier i menneskesindets afkroge, som kun bliver mørkere og mørkere.
’Hellbound’ begynder i 2022. En slags dødsengle er begyndt at materialisere sig og forudsige, præcis hvornår folk vil blive hentet af helvedes hunde og hevet nedenunder. Og når tiden oprinder, dukker tre hærdebrede, behårede sataner op, som slynger, smækker, sparker og formelig gennemtæver den formastelige ned i helvede. Ikke noget man selv ville sætte næsen op efter.
En ny evangelisk kult, Ny Sandhed, proklamerer, at det er Guds straf over de onde og uangrende, dem som domstolene ikke fik mandat til at mure inde resten af livet, eller som politiet ikke fandt det afgørende inkriminerende bevis imod. Og bølgen skyller ind over landet for Ny Sandheds proselytter i vigilantegruppen. For man bliver vel ikke stillet helvede i udsigt som destination, medmindre man har begået en dødssynd?
