Årets Disney-titel og rent colombianske miljø ligner – ligesom Pixars mere helstøbte mexicanske ’Coco’ for fire år siden – en direkte biografinvitation til den latinamerikanske verden inden for såvel som lige uden for USA’s grænser. Ganske djærvt af den mastodontiske koncern, midt i landets bølge af indvandrerfrygt. Filmen savner heller ikke mod til at prøve nye veje, men den savner desværre en fast kerne midt i al sin forventelige dygtighed.
’Encanto’ betyder ’fortryllet’ og er desuden navnet på filmens altoverskyggende metafor: en flergenerationsfamilies kæmpestore hus et sted i Colombias bjerge. Faktisk mere metafor end hus. For bag hver dør på balkonen omkring husets indre patio udfolder sig en ny verden, alt efter hvilket familiemedlem der bor bag den. Hver af dem har en magisk evne: Smukke Isabella tryller blomster frem, hendes søster Luisa kan løfte hvad som helst, en fætter kan forvandle sig til de andres skikkelser, og mosteren får vejret til at skifte efter sit (desværre meget svingende) humør. Huset selv kan også klappe trapperne sammen og flytte både kaffekopper og gulvfliser, hvis der er brug for det.
