En gang sidst i 1990’erne før Wikipedia havde jeg det vildt over at få Gyldendals Leksikon på cd-rom. Jeg glædede mig til at få historien levendegjort med multimedie. Men videoklip krævede masser af computerkraft, og mens cd-drevet larmede, havde man god tid til at læse de leksikale tekster, hvor man fandt absolut intet nyt i de korte, blodfattige resumeer fra folkeskolens historiepensum. Videoerne kendte man allerede fra DR’s ’Hvornår var det nu, det var?’, så de tjente blot som gængse illustrationer af den kollektive hukommelses hovedpunkter.
Den cd-rom var alligevel ikke en fager ny verden. Og det er instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis’ anden film om Hvidstengruppen heller ikke.
Historien om modstandsbevægelsens efterladte kvinder, som efter tyskernes henrettelse af deres mænd blev sendt i uhumske tyske fængsler med udsigt til livstid eller dødsdom, føles som en historielektion, der skærer pensum ud i pap, så alle har en chance for at følge med.
Man kan sige, at sådan skal det være i en film produceret og skrevet af Regner Grasten. Siden han storhittede med ’Krummerne’-filmene i starten af 1990’erne, har han gjort det klart, at han vil lave film, som folk gider se. Og med folk mener han ikke nogle bestemte, men alle. Folket som en homogen stamme med en fælles historieforståelse. Med andre ord: En Grasten-film skal levere historier, der er til at forstå, så de kan tiltrække det størst mulige biografpublikum.
