Med optaktens krydsklippede montage mellem et barket ’etnografisk’ ansigt, jernbaneskinner og et tog, der nærmer sig, føler jeg mig fra første billede hensat til en gammel Eisenstein-film. Men selv om ’Al Amparo del Cielo’ ser gammel og knitreknasende ud, er Diego Acostas chilenske dokumentar en ny film, der blænder op – eller måske snarere ned – i mere sort end hvid.

Toget bringer filmholdet frem til fårehyrden. Det igennem filmen stort set usynlige filmhold, som ikke desto mindre i dén grad er til stede i fortællingens filmsprog, der her er mere end halvdelen af historien.