Det burde ikke være en overraskelse, at portugisiske Miguel Gomes sammen med Maureen Fazendeiro har lavet en af de hidtil bedste coronafilm. Siden gennembruddet med ’Our Beloved Month of August’ (2008) har den snart 50-årige instruktør etableret sig som skaber af en række nærmest etnografiske film om Portugal i det 21. århundrede.
Store emner som finanskrisen og arven efter kolonialismen såvel som små emner som ferieliv og fuglefængere. Alt er blevet behandlet med lige dele dokumentarisk indlevelse og æstetisk legelyst.
Således også med ’The Tsugua Diaries’, en film, der først og fremmest viser en måned af epidemien. Men som også leger med tid og rum, som forsøgte den at fange absurditeten og uvirkeligheden, der har præget de seneste to år. Den slags dokumentarisme, der ikke blot registrerer virkeligheden, men også forsøger at formidle emnets uvirkelige aspekter, er typisk for Gomes, såvel som for portugisisk film generelt.
Der findes en helt særlig portugisisk måde at lave film på. Det blev for alvor kendt i internationale cineast-kredse i 2012, da den amerikanske filmforsker Haden Guest kuraterede serien ’The School of Reis: The Films and Legacy of António Reis and Margarida Cordeiro’. António Reis (1927-91) var en helt central figur i portugisisk filmhistorie, ikke blot på grund af de film, han lavede sammen med sin kone, Margarida Cordeiro, men i nærmest endnu højere grad på grund af sit arbejde som lærer på den portugisiske filmskole, hvor hans ideer har forplantet sig i generationer af filmskabere.
