At en nation er ’kontrasternes land’ er en poetisk kliché, som om alle lande ikke er komplicerede. Men Grønland får alligevel tit den undertitel. Naturen er så udødeligt smuk, med knejsende isbjerge, som samtidig er det ultimative symbol på en verden, vi er ved at ødelægge. Dagene sluger natten om sommeren, og nattens mørke lægger sig til rette i ugevis om vinteren. Det er verdens største ø, og der bor under 60.000 mennesker i alt.
Kontrasterne er også tydelige i to aktuelle dokumentarfilm på CPH:DOX. ’Tsumu – Where Do You Go With Your Dreams?’ af Kasper Kiertzner og ’Siunissaq – det sidste menneske’ af Ivalo Frank, som foregår i henholdsvis Øst- og Vestgrønland. Begge har den grønlandske ungdom som fokus, og vi har talt med en medvirkende fra den ene og instruktøren af den anden om netop kontrasten: De unge bærer på fremtiden som både en byrde og en mulighed.
Men i virkeligheden er det enklere – og større.
»Det var første gang, jeg talte om min fremtid«, fortæller Eino Taunajik om sit møde med instruktør Kasper Kiertzner. Eino Taunajik er en af de medvirkende i ’Tsumu – Where Do You Go With Your Dreams?’. Han er 21 år og fra Tasiilaq, der med sine cirka 2.000 indbyggere er den største by i det østlige Grønland.
Det var ikke, fordi fremtiden ikke fandtes, før Kasper Kiertzner spurgte ind til den, men den havde nok skjult sig bag den daglige tilstedeværelse. Østgrønland har desværre været kendt for sine uhyggelige statistikker. Fire ud af fem kvinder, der er født efter 1970, i Tasiilaq har været udsat for seksuelle overgreb. For mænd gælder det, at to ud af fem har været udsat for en seksuel krænkelse. Byen har det højeste antal anmeldelser af seksualforbrydelser mod børn og unge per indbygger.
Grønland har en af de højeste selvmordsrater i hele verden, og Østgrønland ligger desværre højt i de statistikker. De tal har også været med til at skabe en splittelse internt i Grønland. Som de forklarer i ’Tsumu’, bliver man set ned på, når man kommer fra det østlige Grønland. I filmen taler en gruppe unge om, at folk fra resten af Grønland gør grin med østgrønlændere, at man kan blive spyttet efter og grinet ad. De omstændigheder er langtfra en frugtbar grobund for drømme, så man forstår, hvorfor Eino Taunajiks forhold til fremtiden har føltes nyt.
Håbets teater
’Tsumu’ følger de tre unge Lars, Thomas og altså Eino, som var 18 år, da de begyndte at filme. Han er leder af en teatertrup for unge mellem 14 og 20. Her kunne de unge være sig selv, lege med identiteter og også bare være ømme og kærlige midt i det svære. I Tasiilaq er overgreb og selvmord ikke bare en statistik, noget, der sker for nogle andre. Men selv om Eino Taunajik allerede agerede mentor og holdepunkt for de andre unge i byen, var det overvældende for ham selv at få lov til at give fremtiden og følelserne plads:
»Da vi begyndte at filme, var jeg sådan ’ej, det går ikke’«, forklarer han. »Vi talte meget om vores liv, og det havde vi aldrig gjort. Instruktøren Kasper hjalp os rigtig meget. Det har hjulpet rigtig meget«.
Eino Taunajik er nervøs og glad. Om lidt er filmen og lidt af Tasiilaqs historie delt med verden. Så er der ingen vej tilbage.
»Nu føler jeg, at der er mange muligheder. Vi skal være åbne, vi unge er ikke mindre end de andre«.
Hvad håber du, fremtiden bringer for jer unge?
»Jeg håber bare, den film hjælper til med at åbne døre for teenagere. For deres talenter, ikke bare deres problemer. Deres liv, noget, de gerne vil. Her i byen kan man ikke blive inspireret til, hvordan man lever livet«.
I dokumentaren ser vi, hvordan de unge modtager en pakke med idolplakater af Billie Eilish, Citybois og andre popstjerner. De går lange ture, fester, hygger sig, men hvad skal der ellers ske? Man kan ikke gå i ret meget mere end folkeskole i Tasiilaq. Men tager man væk, er man alene. Det er også en af grundene til, at Eino Taunajik er droppet ud af gymnasiet i Nuuk flere gange, for der var ingen psykologtider, og dem, han holder af, var så langt væk.
Der er tryghed i Tasiilaq, men fremtiden kan gemme sig. I filmen diskuterer han på et tidspunkt med andre unge – der har været en nyhedshistorie om, at man overvejer at lukke Tasiilaq og sende alle indbyggere til Nuuk. Simpelthen lukke en by, som man lukker en Fakta, når den har givet underskud for længe. Det er den slags midler, der tales om. De unge synes selvfølgelig ikke om det, og måske derfor synes Eino Taunajik også, at ’Tsumu’ er vigtig, for den giver en stemme til det nedlukningstruede.
»Jeg er virkelig stolt af, at vi kan sige noget, at vi ikke bare holder vores mund. Det er virkelig stort«.
Er du selv håbefuld nu?
»Ja, meget«.
Der, hvor livet begynder og slutter
Ivalo Franks dokumentar ’Siunissaq – det sidste menneske’ har et anderledes planetarisk perspektiv. Hvor ’Tsumu’ fokuserer på en håndfuld unge, tager ’Siunissaq’ udgangspunkt i en skelsættende opdagelse gjort af forskeren Minik Rosing.
Geologen opdagede spor af liv, der var over 300 millioner ældre, end hvad man ellers gik og troede, og de spor fandt han i en lille fjord i Grønland. Livet begyndte i Grønland, ikke bare menneskelivet eller dyrelivet, men livet simpelthen. Grønland og byen Kangaatsiaq tæt på Ilulissat, hvor det meste af filmen er optaget, er samtidig et af de steder i verden, hvor klimaforandringer er tydeligst. Isen smelter for øjnene af dem, vintrene ændrer sig hele tiden. Slutningen på livet gemmer sig altså også i Grønland i form af klimakrisen, og hvordan er man ung i den knibtang?
»De unge er kernen og sjælen i filmen«, fortæller instruktøren Ivalo Frank. Ligesom i ’Tsumu’ er fremtiden usikker, men på en anden måde. I filmen klippes der mellem forskerfortællingerne fra Minik Rosing og Anja Andersen, landskaber i stille forandring og så unge fra byen Kangaatsiaq, der taler om kærlighed, venskab og drømme. Videnskaben, naturen og ungdommen kører parallelt og har på hver sin poetiske måde lige meget at skulle have sagt.
»Det er et forsøg på en anderledes klimafilm. At høre unge grønlændere fortælle om deres liv; de, som lever med det her i deres baghave«.
Med sine 500 indbyggere er Kangaatsiaq en stor by i området. Det var Nicholas Alan, Ivalo Franks eksmand og kreative partner, der fortalte hende om den. Han var begyndt at arbejde som engelsklærer i byen.
Ivalo Frank er født i Nuuk, men har boet meget af sit liv i Berlin og København. Men hendes far blev boende i Nuuk, og hun har altid haft familie der.
»Jeg havde haft meget med grønlændere i København at gøre, men jeg var ikke deroppe. Jeg elskede Grønland, men det var en drøm for mig, for jeg var der jo ikke. Det eksisterede nærmest ikke som andet end den drøm, og det er jo farligt og trist. Men da jeg var omkring 30, fik jeg fornemmelsen af, at jeg blev nødt til at vende tilbage. Få min historie integreret igen«.
Det skulle vise sig hårdt at lukke den afstand.
»Jeg tudbrølede, da jeg skulle derop første gang. Jeg var bange. Nu er det meget mere normalt for mig. Grønland er blevet et mere normalt land. Det er blevet en større del af verden, og verden ser det mere som en del af sig«.
I de år, du er kommet og har lavet film i Grønland, har du så kunnet mærke en forandring?
»Ja, sindssygt. Selvstyret i 2009, efter det er det gået hurtigt«.
Ivalo Frank var tilbage i Grønland for første gang et par år inden den politiske beslutning. Hun lavede blandt andet en dokumentar om kunstmiljøet i og omkring Nuuk. Kunstnerne talte meget om selvstyret, men altid kun som noget potentielt, ikke som noget virkeligt endnu. Da selvstyret kom, ændrede det i Ivalo Franks øjne meget.
»Blandt andet forbindelsen og bevidstheden om inuit-arv med eksempelvis de indfødte nationer i Canada er blevet meget mere tydelig siden da. Forbindelsen mellem Danmark og Grønland er der stadig, men der er også andre forbindelser nu. Her i Danmark har man ikke fulgt den samme hastighed. Her fornemmer jeg, at man stadig taler om Grønland på samme måde som før«.
Eino Taunajik kan ikke huske, da selvstyret kom, han var barn, da det skete. Men det er tydeligt at se i ’Tsumu’, hvordan verden er nået til Tasiilaq, med popstjerneplakater og lyse drømme. Ungdommen gør, hvad de kan, for hinanden.
Både Ivalo Frank og Eino Taunajik tror på fremtiden i Grønland, igen og for første gang. Med hver deres dokumentariske bidrag vil de skubbe til den herskende forestilling om, hvordan den grønlandske fremtid og de unge mennesker, den lever i, ser ud.
fortsæt med at læse
