Man får virkelig ægte kvalme af det her. De indledende afsnit af Ryan Murphys nye fiktionsserie om Jeffrey Dahmer, en af USA’s mest uhyggelige seriemordere, der mellem årene 1978 og 1991 bedøvede, dræbte og parterede 17 unge mænd, er næsten fysisk umulig at være i selskab med. Her er ikke, som i et klassiske kriminaldrama, tilflugt at søge i et efterforskningsspor, hvor en menneskeligt troværdig antihelt af en drabsefterforsker med en midtlivskrise eller et mildt alkoholmisbrug sikrer retfærdighedens komme og dermed danner et beroligende bolværk mod den dybe afgrund af voldens gru og ofrenes panik, der suger tankerne til sig. Nej. Her er selve selskabet Dahmer.
Vi opholder os i de første to og næsten utilgiveligt ubehagelige afsnit i den kannibalistiske og nekrofile seriemorders trøstesløse lejlighed i et fattigt boligkompleks i Milwaukee. Køleskabet er fuldt af afhuggede hoveder, skufferne fulde af polaroider af bedøvede kroppe og parterede lig, og en blå affaldstønde indeholdende syre og menneskerester står i hjørnet. Det er kun, hvis man i forvejen kender til detaljerne i sagen, at man ved, at Tracy Edwards, den unge, sorte, homoseksuelle mand, som vi i første afsnit med en grænseoverskridende langsommelighed og detaljeringsgrad ser kæmpe for sit liv i Dahmers net, slipper fri.
